Den økonomiske krise vil gøre rigtig ondt i årevis. Ingen brancher på det private arbejdsmarked går ram forbi, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
175.000 arbejdspladser vil forsvinde fra Danmark frem til udgangen af 2011. Det vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en ny undersøgelse.
Rådet har set på tallene for Danmarks samlede økonomi i første kvartal af i år, og det ser ikke lyst ud. Tværtimod kommer den økonomiske krise til at gøre rigtig ondt i lang tid, vurderer økonomerne i AE.
Alle nøgletallene i regnskabet peger i den retning og viser fald.
'Dagens nationalregnskab bekræfter, at vi står midt i den værste økonomiske krise siden 1930`erne', skriver AE.
'Det private forbrug er faldet markant i 1. kvartal med 2,3 procent og ligger mere end syv procent lavere end i 1. kvartal 2008', lyder det fra økonomerne, der heller ikke forventer fremgang i det kvartal, der netop er slut. Faktisk skal man helt tilbage til den såkaldte Oliekrise i 1973 for at se et tilsvarende fald.
Bruttonationalproduktet, som udtrykker Danmarks samlede produktion af varer og tjenesteydelser, faldt med 1,1 procent i årets første tre måneder og vil i alt falde med tre procent, mener AE.
De dystre udsigter for økonomien fører til hastigt voksende arbejdsløshedskøer. 37.000 mennesker mistede deres arbejde fra 4. kvartal 2008 til 1. kvartal i 2009, og det er ikke kun byggebrancher, som bliver hårdt ramt.
Alle tre hovedområder på det private arbejdsmarked vil opleve stigende arbejdsløshed frem mod udgangen af 2011.
Hver syvende i bygge og anlæg vil blive arbejdsløs, hvilket svarer til 27.000 mennesker. I industrien vil hver ottende blive fyret, hvilket svarer til 47.000 mennesker. I servicesektoren, der blandt andet omfatter butikker, banker, frisører med mere vil 90.000 arbejdspladser forsvinde, og det er det største fald i 40 år, advarer AE.
Den dystre fremtid får økonomerne til at kræve, at regeringen handler nu, i stedet for at vente til finanslovsforhandlingerne i efteråret. Der er brug for en vækstpakke, som har fokus på offentlige investeringer i byggeri.
'Offentlige bygge- og anlægsinvesteringer er op til fem gange så effektive som skattelettelser og gavner bredt økonomien', skriver AE i forhold til at tage toppen af stigningen i arbejdsløsheden. Desuden skal regeringen sætte ind med uddannelse og efteruddannelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278