Må man fratage en arbejdsløs hans dagpenge, fordi han i sin fritid sommetider udgiver en bog? Det er blevet et stridsemne i Metal Esbjerg
Hvis du er arbejdsløs og har en lille bibeskæftigelse, hvor du i din fritid engang imellem udgiver bøger, kan du komme alvorligt i klemme i dagpengesystemet.
Det er en sag fra Esbjerg et eksempel på.
Det drejer sig om den 62-årige maskinarbejder Lars Ulrik Thomsen. Han fik stoppet sine dagpenge den 26. maj i år, efter at Metal Esbjerg havde fået en anonym henvendelse om, at han udgav bøger samtidig med, at han var på dagpenge.
Metal Esbjerg efterlyste en redegørelse fra Lars Ulrik Thomsen om indtægter og tidsforbrug til forlagsvirksomheden, som er afgørende for, om man fortsat kan modtage dagpenge.
Men Lars Ulrik Thomsen mener, at Metal har fået de nødvendige oplysninger.
Han påpeger, at han ikke har noget registeret bogforlag og blot har brugt samlet 13 timer på bogudgivelser siden februar 2008, hvor han mistede sit job. Siden 1998 har han udgivet fem bøger på Eget Forlag.
Han ser i stedet fagforeningens handlinger som en reaktion på, at han har stillet sig kritisk over for Metal på en række generalforsamlinger.
Derudover har han meldt Dansk Metals formand i Esbjerg, Tonny F. Nielsen, til politiet.
Lars Ulrik Thomsen mener, at fagforeningen har forsøgt at hindre eller begrænse hans ytringsfrihed og har derfor anmeldt Metal-formanden for brud på Grundlovens § 77. Den siger, at enhver har ret til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale.
- Jeg oplever det som politisk chikane. Jeg er blevet indkaldt igen og igen til rådighedssamtaler, fordi de ikke mener, jeg har været aktivt jobsøgende. Men de har ikke kunnet ramme mig på min jobsøgning, siger Lars Ulrik Thomsen til Newspaq.
Metal Esbjergs formand, Tonny F. Nielsen, tager anmeldelsen med sindsro.
- At hans ytringsfrihed skulle være krænket, kan jeg på ingen måde genkende. Jeg har ingen problemer med at bevise, at han har fået lov at ytre sig både på generalforsamlinger, i Metal-bladet og i den lokale avis, fastslår Tonny F. Nielsen over for Newspaq.
Sagen er nu landet i Arbejdsdirektoratet, som skal træffe afgørelse i sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278