Danmark trodser FN`s anbefalinger om de afviste irakere, men følger dem, når der skal vælges nye flygtninge. Absurd, siger europæisk flygtningeorganisation
Mens de danske myndigheder er gået i gang med at deportere de 282 afviste irakiske asylansøgere, planlægger de nu at tage imod 150-200 andre irakiske flygtninge.
De nye flygtninge kommer fra en gruppe, som EU sidste år besluttede at tage imod, efter at FN`s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) havde tilkendt dem flygtningestatus, skriver Information.
Men det er absurd, at Danmark vil tage imod flygtninge på anbefaling fra UNHCR, samtidig med at man går imod højkommissariatet, når det handler om de irakiske flygtninge, der er blevet udvist, mener den europæiske flygtningeorganisation ECRE.
- Det er et paradoks, at man på den ene side siger, at man kan tage kvoteflygtninge, og så sender man den samme slags mennesker ud med tvang, siger ECRE`s generalsekretær, Bjarte Vandvik, til Information.
UNHCR har advaret mod, at udvise størstedelen af de afviste irakere, fordi de kommer fra de mest usikre og voldelige provinser i Irak, og Danmark er blevet kritiseret af FN-kommissariatet for alligevel at fastholde udvisningerne.
De nye kvoteflygtninge er udvalgt af UNHCR efter samme kriterier som de, der nu bliver deporteret.
- Den danske regering samarbejder med UNHCR, når det passer dem, og så bryder de deres aftaler, når det ikke passer dem. Det er et meget blandet og forvirrende signal. Det drejer sig jo i bund og grund om den samme konflikt, påpeger Bjarte Vandvik.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, siger til avisen, at han ikke kan se absurditeten.
- Man tager kun imod dem, som man mener er reelle flygtninge. De afviste asylansøgere i Danmark er derimod ikke blevet anerkendt, fordi Flygtningenævnet har vurderet, at de ikke er flygtninge og godt kan vende tilbage til Irak, forklarer han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278