Amir Shahriaripour sad på anklagebænken, da de første sager om overtrædelse af meldepligten for flygtninge på tålt ophold i går blev indledt
Tre gange om ugen skal Amir Shariaripour melde sig hos politiet i Sandholmlejren i Nordsjælland. Han kæmper med psykisk sygdom og daglige doser af sløvende medicin og har svært ved at opfylde meldepligten.
Derfor sad Amir Shariaripour på anklagebænken sammen med Hamid Husseini, da retten i Hillerød i går indledte landets to første sager om overtrædelse af meldepligten for personer på såkaldt tålt ophold.
- Anklageren forlangte bødestraf, men med de 110 kroner, Amir og Hamid får i lommepenge hver 14. dag, er det helt umuligt for dem at betale selv den mindste bøde. Så det vil på et tidspunkt blive til en fængselsstraf, siger advokatfuldmægtig Marianne Vølund. Hun er forsvarer for Amir Shariaripour og Hamid Husseini.
Marianne Vølund har klaget over meldepligten til Integrationsministeriet, og retten valgte i går at udsætte dommen, til ministeriet har svaret på klagen.
- Jeg er glad for udsættelsen, for jeg mener, at det er urimeligt at dømme folk efter regler, som ikke er endeligt afgjort. Men det er en stakket frist, for når ministeriet svarer, skal Hamid og Amir for retten igen, siger Marianne Vølund til Arbejderen.
Amir Shariaripour og Hamid Husseini står begge til udvisning efter lovovertrædelser i Danmark, men da de risikerer forfølgelse og tortur i deres hjemland, lever de på tålt ophold i Danmark.
Efter regeringen, med den såkaldte tuneserlov, sidste år hastede stramninger af meldepligten igennem, betyder det, at de skal melde sig hos politiet tre gange om ugen.
De skal overnatte på asylcenteret Sandholm og må hverken arbejde eller uddanne sig, de lever for lommepenge på 55 kroner om ugen.
Marianne Vølund mener, at det er helt unødvendigt, at Amir Shariaripour og Hamid Husseini er underlagt meldepligten.
- Amir og Hamid vil gerne melde sig tre gange om ugen, og da de bor og opholder sig i Sandholmlejren, ved politiet også godt, hvor de er. Men de er begge ødelagte og syge mennesker, og selvom de gør, hvad de kan, er det svært for dem at holde styr på dagene og tidspunktet, forklarer hun.
Omkring 18 personer lever i dag på tålt ophold. De tre af dem er terrormistænkt, mens resten er dømt for små forbrydelser som slagsmål og småtyverier.
Fængslet for forelskelse
37-årige Amir Shahriaripour kommer fra Iran. Som unge forelsker han sig i den jævnaldrende Marjan. Forelskelsen er gengældt, men hendes far forbyder dem at ses og gifter i stedet Marjan bort til en kommandant i det religiøse Basij-politi. Da han en dag finder Marjan og Amir sammen, indleder det religiøse politi en jagt på Amir Shahriaripour.
Efter tre fængslinger og voldsom tortur lykkes det i 2002 Amir Shahriaripour at flygte til Danmark og søge asyl. Men han får afslag. Da Amir Shahriaripour får tre måneders fængsel efter et slagsmål, havner han på tålt ophold med meldepligt hos politiet.
De mange måneders fængsel, venten og frygt for hjemsendelse har haft konsekvenser. I dag er Amir Shahriaripour afhængig af flere slags antipsykotisk medicin.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278