19 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Drab på faglige i Honduras ryster 3F

Drab på faglige i Honduras ryster 3F

Fredag, 31. juli, 2009, 00:00:00

Ole Nors Nielsen fra det danske fagforbund 3F har netop besøgt det kupramte Honduras, hvor flere af forbundets faglige partnere er blevet dræbt af militæret

Det er livsfarligt at være fagligt organiseret og protestere mod det militærkup, der den 28. juni afsatte Honduras folkevalgte præsident, Manuel Zelaya, der i dag er udvist.
Det har det danske fagforbund 3F måtte sande, efter et besøg i landet den 16. og 17. juli .
Flere af 3Fs samarbejdspartnere er på det seneste blevet myrdet. Blandt andre Ulises Aguilar fra drikkevarearbejdernes fagforening STIBYS. Og søndag blev STIBYS` hovedkontor i hovedstaden Tegucigalpa ramt af en bombe. Ingen kom dog til skade ved angrebet.
Trods rapporter om massiv undertrykkelse og mord på modstandere af kupregeringen, fortæller Ole Nors Nielsen om en optimistisk stemning blandt demonstranterne.
Han er medlem af hovedbestyrelsen i 3F, Havnearbejdernes Landsklub og er til daglig næstformand i transportgruppen i 3F Aalborg.
- Det jeg oplevede i Honduras var en optimistisk stemning. En vilje til, at man kan gøre en forskel. Det, som befolkningen ønsker er basale ting som demokrati og respekt for menneskerettighederne, siger Ole Nors Nielsen til Arbejderen.
Ifølge Ole Nors Nielsen er det de 22 rigeste familier i Honduras, som tidligere hjalp den nu afsatte præsident Zelaya til magten, der er en af drivkræfterne bag militærkuppet.
- Familierne har så senere ment, at Zelaya drejede for meget til venstre, siger Ole Nors Nielsen.
Zelaya har blandt andet hævet mindstelønnen med 60 procent og stoppet privatiseringen af havne og teleselskaber.
Kupregeringen beskylder blandt andet Manuel Zelaya for at ville ændre grundloven, så han kan blive genvalgt, men Zelaya selv har flere gange udtalt offentligt, at han ikke ønsker genvalg.
Også Zelayas gode kontakt til Cuba og Venezuela har gjort ham upopulær blandt landets overklasse.
Det er nu godt en måned siden, at militæret stormede præsidentpaladset og smed præsident Zelaya ud af landet. Og ifølge Ole Nors Nielsen arbejder tiden lige nu for kupmagerne.
- Derfor bliver opgaven - for os i 3F og for andre - i den kommende tid at fastholde fokus på situationen i Honduras. Vi må blive ved med at fordømme kupmagerne, og vi må blive ved med at kræve demokrati, siger Ole Nors Nielsen og fortsætter.
- Vi må ikke glemme, at der jo er tale om et reelt militærkup, som er så antidemokratisk som noget kan være, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland