Efter sidste års voldsomme fald er der i år en stigning i antallet af unge, som søger ind på velfærdsuddannelserne
Daniel Larsen fra Frederiksberg fik i går besked om, at han er blevet optaget på læreruddannelsen på Zahles Seminarium.
Han er dermed en af de i alt 2991, som er blevet optaget på læreruddannelsen i år. Der er tale om en stigning på 13 procent i forhold til sidste år.
Også på de andre velfærdsuddannelser til socialrådgiver, pædagog eller sygeplejerske er der en stigning i antallet af optagne i forhold til sidste års katastrofetal.
- Det er rigtig godt, at kurven er vendt. Men det er simpelthen nødvendigt med en målrettet indsats for at fastholde den positive udvikling og samtidig sikre, at flere gennemfører uddannelsen, siger Line Hjarsø, formand for Lærerstuderendes Landskreds.
Hun understreger, at frafaldet på læreruddannelsen og flere af de andre velfærdsuddannelser har været meget højt de sidste mange år.
- De studerende begrunder det især med, at uddannelsen ikke lever op til deres forventninger, konstaterer Line Hjarsø og understreger nødvendigheden af, at der konstant arbejdes med at forbedre kvaliteten i undervisningen og sikre en holdbar økonomi på skolerne.
- Første skridt til flere lærere i den danske folkeskole er flere ressourcer til professionshøjskolerne. Vi må anerkende, at kvalitet går hånd i hånd med investeringer, siger hun.
Det er Daniel Larsen helt enig i.
- Kvaliteten af undervisningen er vildt vigtig. Et lavt fagligt niveau og mangel på vejledning ville nok få mig til at overveje at afbryde uddannelsen.
Det er første gang han søger ind på læreruddannelsen. Det skete efter to sabbatår.
- Jeg er meget, meget glad over at være kommet ind, selvom Zahles var min anden prioritet. Jeg ville helst havde været på Frederiksberg Seminarium, siger han.
Selvom fremgangen i antal optagne er markant i forhold til sidste år, er antallet af nye lærerstuderende ikke ret meget højere end i 2007, hvor omkring 2900 kom ind. Et lignende mønster ses på de andre uddannelser.
Det får alle studenterorganisationerne på velfærdsuddannelserne til at understrege nødvendigheden af det fortsatte arbejde med at tiltrække unge til uddannelserne og fastholde dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278