Hver fjerde ansøger kom ikke ind på universitetet. Regeringen har stillet store barrierer op foran indgangen, siger studenterråd. Uffe Jensen har klaret dem alle
- Jeg kom ind!
23-årige Uffe Jensen ånder lettet op, da han har åbnet den hvide kuvert fra Roskilde Universitetscenters samfundsvidenskabelige basisuddannelse.
- Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger han til Arbejderen.
Uffe Jensen har grund til at være lettet. Han er nemlig en af de ansøgere, der er blevet rykket bagud i køen af Folketingets beslutning om at unge, der søger mindre end to år efter de er færdige med gymnasiet, kan gange deres gennemsnit med 1,08.
- Da jeg blev færdig med min HTX for tre år siden, valgte jeg at bruge to år på at arbejde og rejse rundt i verden. Det har gjort mig mere afklaret med, hvad jeg vil med mit liv og mit studie, men det har også sænket mit gennemsnit i forhold til de nye årgange, fortæller Uffe Jensen.
Regeringens favorisering af de unge studerende kan ses i årets optagelsestal.
Med ikke færre end 7500 afslag har universiteterne i år afvist hver fjerde ansøger, eller mere end dobbelt så mange som sidste år. Mange af de afviste er studerende, der blev færdige for mere end tre år siden.
- Det er både diskriminerende og dumt. Vi ved fra undersøgelser, at sabbatårene giver et mere reflekteret uddannelsesvalg, og det betyder at færre dropper ud, siger Laura Toftegaard Pedersen, næstformand i Danske Studerendes Fællesråd.
Videnskabsminister Helge Sander (V) glæder sig til gengæld over, at gennemsnitsalderen på universiteterne er faldet.
- Det er meget tilfredsstillende. Det vil være en gevinst for både de unge selv og samfundet, siger han.
Uffe Jensen har forsøgt at følge videnskabsministerens råd om at komme hurtigere igennem uddannelsessystemet. Da han for et år siden kom hjem fra Latinamerika, ville han søge optagelse på RUC med det samme.
- Men så fandt jeg ud af, at ministeriet havde ændret adgangskravene, så jeg var nødt til at bruge et ekstra år på et suppleringskursus. Og i mellemtiden overskred jeg så grænsen for bonusen på gennemsnittet, fortæller han.
Han er langt fra den eneste, der er kommet i klemme mellem de to reformer, fortæller Laura Toftegaard Pedersen.
- De ændrede adgangskrav kom helt bag ansøgerne, så mange måtte bruge ekstra år på kurser. Sammen med ministeriets favorisering af nye studerende betyder det, at der er stillet nogle vældige barrierer op foran indgangen til universiteterne, påpeger hun.
Nej til hver fjerde
20.286 unge blev optaget på universitetet i går, mens 7500 fik afslag.
Ser man på alle de videregående uddannelser samlet, blev 62.680 optaget, mens 15.819 fik afslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278