Over 10.000 unge i alderen 16-24 år har ingen arbejde, viser de nyeste arbejdsløshedstal. Beskæftigelsesministeren er på vej med en såkaldt ¤¤ungepakke¤¤
De helt unge lønmodtagere fylder godt i den seneste statistik over antallet af arbejdsløse, som blev offentliggjort i torsdags.
Tallet for juni afslører, at 5673 ud af 105.100 uden job er mellem 16 og 24 år. Det er imidlertid kun tallet for de dagpengeberettigede uden arbejde. Dertil kommer 5143 på kontanthjælp i samme aldersgruppe, der sender den samlede ungearbejdsløshed op på 10.816. Mens den generelle arbejdsløshed på et år er steget med 127 procent er den steget med 161 procent for de 16-24-årige.
- Det er alarmerende, lyder den umiddelbare reaktion fra LO`s formand Harald Børsting.
Han hæfter sig ved, at arbejdsløsheden har taget endnu et voldsomt spring opad med over 7000 nye arbejdsløse, og at LO`s medlemmer stadig må holde hårdt for.
LO har gentagne gange foreslået regeringen, at der sættes gang i offentlige investeringer for at bremse stigningen i arbejdsløsheden. Derudover skal der ske en massiv satsning på efteruddannelse både for de arbejdsløse og for dem, der stadig har job.
Ungepakke på vej
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser at lave en vækstpakke. Til gengæld er hun på vej med en såkaldt 'ungepakke'.
- Jeg sidder og arbejder med initiativer over for unge. Det er ekstremt vigtigt, at vi ikke taber en hel årgang på gulvet nu, og derfor kommer jeg med en ungepakke, når vi kommer lidt længere frem, siger hun til Ritzau.
Ministeren vil ikke løfte sløret for indholdet i pakken, men understreger, at hun har holdt en række inspirationsmøder med blandt andre LO, DA, jobcentrene og repræsentanter i andre OECD-lande.
Formand for byggegruppen i TIB København, Claus Von Elling, er i tvivl om, hvorvidt der kommer et udspil fra ministeren, eller det blot er et forsøg på at holde os hen med snak.
- Der er ingen tvivl om, at der skal ske noget, ikke blot i byggebranchen generelt, men især for de unge, siger han til Arbejderen.
Krav til arbejdsgiverne
Manglende praktikpladser og dårlige muligheder for et job bagefter får en del unge til at se bort fra de byggefaglige uddannelser. Bliver der ikke taget hånd om den udvikling, vurderer Dansk Byggeri, at der vil mangle op til 12.000 faglærte håndværkere i 2016.
- En ungepakke skal som minimum indeholde en garanti for uddannelse, og der skal stilles krav til arbejdsgiverne. Vi får ikke løst problemet med mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvis ikke der samtidig bliver sat en stopper for brugen af illegal arbejdskraft og den uhindrede adgang til det danske arbejdsmarked, siger Claus Von Elling.
- Når firmaerne, som vi oplever det, stadig benytter sig af billig udenlandsk arbejdskraft, er de med til at holde de unge ude. Det afholder de unge fra at tage en uddannelse og fra at komme i arbejde. De unge, der har taget uddannelsen, får ikke den nødvendige erfaring og får ikke opbygget de netværk, der skal til for at blive i faget, siger en temmelig frustreret gruppeformand.
Claus Von Elling venter ikke det store af en eventuel 'ungepakke' fra regeringens side.
Belært af år med den borgerlige regering frygter han, at pakken vil indeholde øgede krav og straf til de unge frem for muligheder.
Unge arbejdsløse
Arbejdsløse i alderen 16-24 år:
Juni 2008: 4139 fordelt på 1367 dagpengeberettigede og 2772 kontanthjælpsmodtagere
Juni 2009: 10.816 fordelt på 5673 på dagpenge og 5143 på kontanthjælp
Kilde: Danmarks Statistik
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278