Det er ikke god presseetik, når Ekstra Bladet bringer den irakiske flygtning Hazhar Jaaf i fare. To eksperter slutter op om kritikken af artiklerne
Ekstra Bladet står til en næse i Pressenævnet for deres artikler om den afviste, irakiske asylansøger Hazhar Jaaf.
Det vurderer Jørgen Poulsen, medieforsker ved Roskilde Universitet.
- At Ekstra Bladets journalister direkte har vist de irakiske myndigheder hans navn og foto frem for at bruge ham som anonym case kan opfattes som meget uetisk. Det kan jeg sagtens forestille mig, at Pressenævnet vil give en påtale, siger Jørgen Poulsen til Arbejderen.
Ekstra Bladet skrev i fredags, at Hazhar Jaaf lyver, når han siger, at han er i livsfare, hvis han bliver tvangsudvist til Irak.
Det fik dagen efter flere organisationer, blandt andre Amnesty International og FN-forbundet, til at kritisere bladet for at bringe Hazhar Jaaf i fare og benytte sig udelukkende af partskilder.
En meget fornuftig kritik, siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole.
- Som journalist er det vigtigt at tænke sig om, hvis man gør noget, der kan bringe andre mennesker i fare. Det springende punkt er, at de har udleveret hans identitet, siger Oluf Jørgensen til Arbejderen.
Han mener dog, at det vil være en meget atypisk sag for Pressenævnet at forholde sig til.
Med artiklerne om Hazhar Jaaf lancerede Ekstra Bladet en kampagne mod det, de kalder 'de irakiske bedragere'.
Uanset om Ekstra Bladet får en næse for artiklerne om Hazhar Jaaf, vil deres kampagne få konsekvenser for debatten om flygtninge og indvandrere, vurderer Jørgen Poulsen.
- Den vil være med til at cementere de hårdt optrukne fronter i den danske befolkning og påvirke de øvrige mediers dækning af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet, siger han.
Både Jørgen Poulsen og Oluf Jørgensen tilslutter sig organisationernes kritik af Ekstra Bladets kildevalg.
- Når man laver en kampagne, som på den måde er rettet mod en bestemt og meget udsat befolkningsgruppe, så foreskriver almindelig medieetik, at man tilstræber at belyse sagen så objektivt og så meget fra begge sider som muligt, påpeger Jørgen Poulsen.
Læs også : Ekstrabladet bringer Hazhar i fare
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278