HK Østjylland har medlemmer, der har ventet ti måneder på at få afgjort en sag ved ankenævnene. Imens har de ingen indtægt. HK rejser sagen politisk
HK Østjyllands formand, Viggo Thinggård, giver statsforvaltningen i Midtjylland dumpekarakter for den lange sagsbehandlingstid.
Den lyder gennemsnitlig på 26 uger - 24,4 uger i det sociale nævn og hele 28 uger i beskæftigelsesankenævnet.
- Det er helt uacceptabelt. Rigtig mange sager handler om langtidssygemeldte medlemmer, hvor kommunen har stoppet udbetalingen af sygedagpenge, og hvor de pågældende dermed mister deres forsørgelsesgrundlag. Det kan ikke være rigtigt, at man skal risikere at måtte gå fra hus og hjem, mens man venter på at få sin sag afgjort, siger Viggo Thinggård til Arbejderen.
Den østjyske HK-afdeling kan gå med til en sagsbehandlingstid på 12-13 uger, som også er den overordnede målsætning. Netop offentliggjorte tal viser imidlertid, at udviklingen går i den forkerte retning. I 2008 steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid med en uge til 15,2 uger.
Kun statsforvaltningerne i Hovedstaden og Syddanmark lever op til målsætningen om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 13 uger, mens Midtjylland indtager den absolutte bundplacering.
HK Østjylland har 15 medlemmer, der lige nu venter på afgørelse på ankesager. Fire af medlemmerne ved efter ti måneder stadig ikke, hvor de står.
HK Østjylland har henvendt sig til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, hvor Torben Hansen (S) har givet tilsagn om at tage sagen op politisk efter sommerferien.
- Hvis mangel på personale er skyld i, at man ikke kan leve op til den politisk fastsatte målsætning på området, må politikerne tage ansvar og tilføre ankenævnene de nødvendige ressourcer. Som minimum må politikerne sikre, at medlemmerne holdes sagesløse, indtil sagerne afgøres, mener Viggo Thinggård.
Heller ikke Dansk Metal er tilfreds med den lange sagsbehandlingstid. Flere af forbundets medlemmer har klaget over, at deres sager om kviksølvforgiftning i forbindelse med arbejde på Grindstedværket er blevet afvist. Et af medlemmerne, Erik Gregers Jørgensen, har netop modtaget brev fra Ankestyrelsen med besked om, at de har en gennemsnitlig behandlingstid på sager om arbejdsskade på fem måneder.
- Det er rent ud sagt noget svineri. Jeg har på fornemmelsen, at man trækker det hele ud i langdrag. Til sidst så er vi altså døde, siger Erik Gregers Jørgensen til DR Trekanten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278