10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Camilla Broe går til Menneskeretsdomstolen i Strassbourg

Camilla Broe går til Menneskeretsdomstolen i Strassbourg

Tirsdag, 11. august, 2009, 00:00:00

Formanden for Retspolitisk Forening undrer sig over, at Camilla Broe ikke får sin sag for Højesteret. Broe rejser nu sagen ved Menneskeretsdomstolen i Strassbourg

I går røg der en klage af sted til Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg fra Camilla Broes advokat Michael Juul Eriksen. Han opfordrer domstolen til at forhindre udleveringen af Camilla Broe til USA med henvisning til hensynet til familielivet.
Den narkosigtede Camilla Broe er alene med sin ti-årige datter. Den enlige mor fik i fredags afslag på at få prøvet sin udleveringssag ved Højesteret.
Det betyder, at Camilla Broe kan blive den første dansker, der udleveres til en retssag udenfor EU. Byretten har tidligere afvist at udlevere den 42-årige kvinde, men den beslutning blev i starten af juli ændret af Landsretten.
- Jeg er overrasket over, at sagen ikke kommer for Højesteret. Det er første gang, en dansker udvises til retsforfølgelse i et land udenfor EU. Det er en principiel sag, som vil danne norm for andre sager, siger Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening til Arbejderen.
- Dertil kommer, at udvisningen blev afvist i Byretten, så det er ikke udsigtsløst at prøve den ved Højesteret, tilføjer han.
Østre Landsret besluttede i går, at Camilla Broe skal sidde varetægtsfængslet indtil hun i løbet af kort tid udleveres til USA. Hendes advokat slår på, at udvisningen må afvente en melding fra Menneskerettighedsdomstolen.
Camilla Broe anklages for at have smuglet ectasy fra Holland til USA i perioden 1995 til 2000. Hun nægter sig skyldig.
Beslutningen om udlevering til USA er taget i henhold til de danske terrorlove. Efter pres fra USA åbner de også for udlevering af mistænkte i andet end terrorsager.
- Det er bemærkelsesværdigt, at lovene er vedtaget flere år efter at narkosmuglingen skulle have fundet sted, siger Bjørn Elmquist. Han understreger, at love ikke plejer at gælde med tilbagevirkende kraft.
Elmquist mener også, at det taler mod en udvisning, at USA dømmer væsentligt hårdere end Danmark i narkosager og at medtiltalte i amerikanske retssager kan få voldsomme rabatter på deres strafudmåling, hvis de angiver andre.
- Det er jo ikke særligt betryggende, når man tænker på retssikkerheden, påpeger formanden for Retspolitisk Forening.


Støttegruppe på Facebook for Camilla Broe

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland