10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SAS-spareplan koster job og løn

SAS-spareplan koster job og løn

Torsdag, 13. august, 2009, 00:00:00

SAS varsler fyring af mellem 1000 og 1500 ansatte. Oveni skal de ansatte gå ned i løn, kabinepersonalet med 32 procent. Det rabler for SAS, mener fagforening

Det var barske nyheder SAS-ledelsen lagde frem, da den i går præsenterede sin nye spareplan.
Der skal findes besparelser på to milliarder svenske kroner. Beløbet kommer oveni de 4,5 milliarder, der allerede er sat i værk, som led i den plan flyselskabet selv betegner som overlevelse.
Konkret betyder de nye nedskæringer, at der skal fyres mellem 1000 1500 ansatte, og at der samtidig skæres 10-20 procent af lønudgifterne.
- Det er nødvendigt med yderligere tiltag, hvis vi skal matche den unikke, hårde konkurrence i dagens højst udfordrende marked. Det er helt afgørende, at vi får lukket det omkostningshul, som SAS har i forhold til konkurrenterne. Det er et spørgsmål om at konkurrere på lige vilkår og i sidste ende om SAS` overlevelse, forklarer administrerende direktør Mats Jansson.
Udmeldingen ryster mildt sagt kabinepersonalets fagforening, CAU. Fredag i sidste uge tilbød CAU efter en afstemning blandt medlemmerne at gå syv procent ned i løn i et forsøg på at redde deres arbejdspladser.
- For få dage siden hed det sig, at vi skulle finde besparelser på seks-syv procent, og at alle faggrupper skulle bidrage. Nu forlanger de, at kabinepersonalet alene skal spare 211 millioner kroner. Det svarer til en lønedgang på 32-33 procent. Det er dybt useriøst, siger Verner Lundtoft Jensen, formand for CAU, til Arbejderen.

Jagten på de billigste
CAU-medlemmerne skal bidrage til spareplanen med mere end samtlige ansatte på landjorden. Verner Lundtoft Jensen konkluderer, at ledelsen har bevæget sig væk fra kravet om, at alle faggrupper skal bidrage lige meget.
Kommunikationschef i SAS, Claus Sonberg, afviser, at kabinepersonalet skal gå 32-33 procent ned i løn.
- Det danske ord, jeg kender bedst, er vrøvl, lyder hans kommentar til Arbejderen på Verner Lundtoft Jensens beregninger.
Claus Sonberg understreger, at det flyvende personale, piloterne og kabinepersonalet, generelt set skal spare 10-20 procent. Hvordan det skal ske, vil han ikke uddybe, de konkrete besparelser skal findes gennem forhandlinger i løbet af efteråret med personalegrupperne i Norge, Sverige og Danmark, får Arbejderen at vide.
Men kommunikationschefen indrømmer, at SAS er indstillet på at gå efter det personale, som er 'villige til at arbejde til konkurrencedygtige priser.'
Baggrunden for den nye spareplan i SAS er et fald i antallet af passagerer på 16,4 procent i første halvår af 2009.

Møde i Folketinget
I morgen mødes Folketingets trafikordførere for at diskutere situationen. I mødet deltager også transportminister Lars Barfoed, fianansminister Claus Hjort Frederiksen og bestyrelsesformand i SAS, Fritz Schur.
Trafikordfører fra Enhedslisten, Per Clausen, forventer, at mødet alene har karakter af en orientering om SAS-ledelsens seneste spareudspil.
Stod det til Per Clausen skulle direktionen tage sit tøj og gå og tage Fritz Schur med sig.
- Ledelsen har ikke levet op til sit ansvar. Det giver ingen mening, at betalingen for at SAS kan overleve, skal ske ved at fyre ad libitum og skære så drastisk i de ansattes løn, siger han til Arbejderen.
Den kritik preller af på kommunikationsdirektøren.
- Nu er det bestyrelsen, der bestemmer, om ledelsen i SAS skal gå. I øvrigt viser ledelsen netop ansvar med den fremlagte plan, der skal gøre SAS i stand til at konkurrere med de andre flyselskaber, erklærer Claus Sonberg.
Staten ejer 14 procent af aktierne i SAS. Per Clausen mener derfor, at staten har en interesse i at fastholde arbejdspladser i Danmark og sikre, at de ansattes overenskomster ikke sættes over styr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland