10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsatte ender bag tremmer

Udsatte ender bag tremmer

Torsdag, 13. august, 2009, 00:00:00

Hver anden fængslet blev svigtet som barn. Socialpolitik løser mere end straf, siger eksperter, men Konservative fastholder regeringens hårde kurs

Han er vokset op på et børnehjem eller i socialt boligbyggeri, er blevet forsømt af sine forældre og har ingen anden uddannelse end folkeskolen.
Sådan ser profilen ud på langt flere af de indsatte i danske fængsler end i hele befolkningen. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd afslører en kraftig overrepræsentation af socialt udsatte bag tremmerne.
- De indsatte kommer fra en svag social baggrund og marginaliserede grupper, siger AE-rådets direktør, Lars Andersen, til Arbejderen.
AE-rådets analyse viser blandt andet, at hver anden indsatte er blevet forsømt så meget af sine forældre, at de sociale myndigheder har været nødt til at gribe ind, enten med en anbringelse eller en støttepædagog. Svigtet forsætter gennem uddannelsessystemet, hvor syv ud af ti aldrig kommer længere end til folkeskolen.
- Vores konklusion er, at behovet for at sætte folk bag tremmer vil kunne reduceres gennem en mere aktiv socialpolitik. Der skal sikres bedre integration, tidlig indsats overfor udsatte børn og unge, samt uddannelse til alle, fastslår Lars Andersen.
Dermed taler erhvervsrådet mod den stigende politiske tendens til at ville løse kriminalitet med hårdere straffe og mere kontrol.
Det får opbakning hos Landsforeningen Krim.
- Når jeg kommer i fængslerne kan jeg se, at det generelt er folk med socialt udsat baggrund, der fylder dem. Så vi er helt enige i, at der er behov for mere forebyggelse, og kede af, at regeringen ikke også kan se det, siger foreningens formand, forsvarsadvokat Hanne Ziebe, til Arbejderen.
Men eksperternes forslag om socialpolitik frem for hårdere straffe vinder ikke gehør hos regeringspartiet Konservative.
- Nogle forbrydere kan stå med tårerne trillende ned af kinderne og berette om en svær barndom. Men der er altså også et hensyn at tage til det offer, som den tiltalte har slået til invalid. Af hensyn til den offentlige retsfølelse er vi nødt til at have en konsekvent retspolitik, siger retsordfører Tom Behnke til Ugebrevet A4.


De fylder fængslerne
- Hver anden indsat har været på børnehjem, i familiepleje eller lignende.
- 34 procent af fangerne, mod 18 procent i hele befolkningen, er vokset op i socialt boligbyggeri.
- 58 procent af fangerne, mod 30 procent i hele befolkningen, er vokset op i skilsmissefamilier.
- 71 procent i fængslerne, mod 24 procent i befolkningen, har ingen anden uddannelse end folkeskolen.
- Hver tredje har indvandrerbaggrund, mens det kun gælder for hver tiende dansker uden for fængslerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland