Velfærdens frontarbejdere vil gøre op med kontrol og bureaukrati i den offentlige sektor. Der er et problem, erkender regeringen, men vil ikke give konkrete løfter
Nu må det være nok med den jungle af kontrol og bureaukrati, der vokser og vokser og forhindrer os i at udføre vores arbejde!
Sådan lyder hovedbudskabet til Christiansborg fra det topmøde om Danmarks velfærd, som de offentligt ansattes fagforeninger holdt i onsdags.
- Jeg håber, at vi kan skabe en fælles forpligtelse på Christiansborg og på tværs af den offentlige fagbevægelse om at skabe mindre indberetning og mere handlefrihed for de offentligt ansatte, siger Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, til Arbejderen.
- Uanset hvor i den offentlige sektor du kigger hen er mindre kontrol og større indflydelse til at bruge deres faglighed, det de ansatte råber allermest på udover flere hænder, uddyber han.
Sammen med repræsentanter fra de fagforeninger, der organiserer offentligt ansatte, deltog ledere fra alle partierne på Christiansborg på mødet.
Dennis Kristensen er positivt overrasket over, at alle er indstillede på at gøre noget ved problemet.
Det lykkedes dog ikke at opnå enighed om, hvad der konkret skal gøres.
- Vi er nødt til at se i øjnene, at på spørgsmålet om udlicitering er Christiansborg stadig delt. Regeringen har indført en stor del af regeltyranniet af hensyn til, at tingene skal kunne udliciteres eller privatiseres - når social- og sundhedsassistenten skal måle, hvor lang tid, det tager at give fru Hansen en støttestrømpe på, kan det umuligt være for de ældres skyld, sagde Mette Frederiksen, næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Ingen løfter
Ingen af regeringspartierne ønskede at komme med løfter om konkret handling.
Økonomiminister Lene Espersen (K) henviste til den afbureaukratiseringsreform, regeringen ventes at fremlægge i efteråret, mens hendes støtteparti, Dansk Folkeparti, fremhævede fordelen ved stram kontrol.
- Kontrol kan også være et godt redskab. Når velfærden ikke fungerer og når tv-stationer kan afsløre, at vilkårene på landets plejehjem ikke er i orden, så er vi nødt til at stille krav fra samfundets side, mener næstformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.
Oppositionspartierne Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er enige om et forslag om fri-kommuneforsøg, hvor enkelte kommuner kan fritages for de stramme regler i en periode.
- Men det er ikke nok bare at fjerne et par regler - så kommer der bare nogle nye regler i stedet. Det, der skal til, er et helt nyt grundsyn på de ansatte i den offentlige sektor. De og borgerne kan sammen tilrettelægge deres arbejde meget bedre end politikerne på Christiansborg, tilføjede formand for Enhedslistens folketingsgruppe, Line Barfod.
Fælles fodslag
Blandt de fagforeninger der deltog, var der enighed om, at konferencen har rykket den offentlige fagbevægelse tættere sammen om at stille politiske krav.
- Et møde som dette fører til mere fælles fodslag om at sikre den afbureaukratisering, som forhåbentlig kan frigøre nogle ressourcer til det borgernære arbejde. Samtidig var der enighed om, at spørgsmålet om ressourcer og flere hænder er et problem, vi er nødt til også at tale om i fællesskab, siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, til Arbejderen.
Også formændene fra pædagogfagforeningen BUPL, Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd deltog sammen med formændene fra FOA`s sektorer på det pædagogiske område samt social- og sundhedssektoren.
- Jeg håber, at dette slag om afbureaukratisering kan være med til at vise, at vi kan stå sammen om at forbedre forholdene i den offentlige sektor på tværs af faglige skel, opsamler Dennis Kristensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278