10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nordjysk tillidsmand dumper udspil

Nordjysk tillidsmand dumper udspil

Torsdag, 20. august, 2009, 00:00:00

Massefyringer tyder ikke på, at forringelse af dagpengesystemet og efterlønsordningen er den medicin arbejdsmarkedet har brug for, siger tillidsmand på MAN Diesel

Når man står midt i en proces, hvor der skal sættes navne på 550 kolleger, der skal fyres, og oven i købet bor i et af landets yderområder, hvor arbejdsløsheden vokser eksplosivt, så er det ikke ligefrem stramninger af dagpengesystemet, der er mest behov for.
Det mener John G. Olesen fra Frederikshavn.
Hans kommentar har direkte adresse til det forventede forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år.
John G. Olesen er fællestillidsmand på MAN Diesel, der for godt 14 dage siden meddelte, at der bliver lukket ned for produktion af dieselmotorer på den nordjyske fabrik. Det betyder, at halvdelen af de ansatte bliver fyret.
- Det er tåbeligt at forringe dagpengesystemet, især i den nuværende situation. Det vil bare lægge et unødigt pres på de svageste i samfundet og på dem, der bliver ramt af arbejdsløshed, mener den nordjyske tillidsmand.
- Hvis kommissionen forventer, at kurven vender i 2012, så var det bedre at afsætte penge til opkvalificering af folk, så de er klar, når det bliver bedre tider. I det hele taget skal der afsættes langt flere midler til området og så skal mulighederne for at blive efteruddannet og opkvalificeret fremrykkes, fortsætter han.
Heller ikke kommissionens forslag om at sætte efterløns- og pensionsalderen i vejret huer John G. Olesen.
- Folk bliver generelt ved med at arbejde, så længe de kan holde til det. Hvis man forringer efterlønsordningen, vil det kun gå ud over dem, der er slidt ned, og hvor helbredet ikke kan holde til at fortsætte med at arbejde.
Tillidsmanden mener også det sort ud for folk med nedsat arbejdsevne, hvis politikerne følger et forventet forslag om at skære i løntilskuddet til virksomheder, der ansætter fleksjobbere.
- Vi har for tiden fem-seks kolleger i fleksjob, som får samme løn som vi andre. Fjernes eller reduceres tilskuddet, vil der ikke være mange arbejdsgivere, som vil ansætte folk i fleksjob, især ikke i nedgangstider som nu, spår John G. Olesen.
Det tyder på, at kommissionen helt ser bort fra indsatsen for at nedbringe sygefraværet og sikre et bedre arbejdsmiljø. Det ærgrer John G. Olesen, der mener området får for lidt opmærksomhed. Samtidig er det et område, hvor han er helt sikker på, at der vil være arbejdskraft at hente.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland