Der har været lavet op til flere undersøgelser og resultaterne er ikke enslydende. Meget afhænger tilsyneladende af, hvordan der bliver spurgt
Hvad mener danskerne egentlig om rydningen af Brorsons Kirke og hvad mener de om regeringens flygtningepolitik?
Det har været et heftigt diskuteret emne den sidste uge. Der har været lavet op til flere undersøgelser og resultaterne er ikke enslydende. Meget afhænger tilsyneladende af, hvordan der bliver spurgt.
Den 13. august om aftenen, knap et døgn efter rydningen af kirken, kunne både DR og TV2 offentliggøre hver sin undersøgelse.
'Politiets håndtering af aktionen mod de afviste asylansøgere i Brorsons Kirke var helt i orden', lød det hos DR, hvor Capacent havde gennemført en undersøgelse på vegne af DR Nyheder. Den viste, at 54 procent af de adspurgte støttede rydningen mens 27 procent syntes, at politiets indsats var for voldsom. 1018 personer deltog i undersøgelsen.
Ligeledes kunne DR oplyse, at 53 procent af danskerne ikke mener, at de afviste irakiske asylansøgere skal have opholdstilladelse.
En rigtig meningsmåling
Den undersøgelse fik mange seere til at reagere og Susanne Hegelund, chef for tv-avisen, kommenterer den 18. august sagen:
'Nogle seere anfægtede undersøgelsen, som viste, at 54 procent oplevede politiaktionen som passende, mod kun 27 procent synes, at den var for voldsom.
En brugermåling på DR`s hjemmeside havde tidligere på dagen vist fifty-fifty holdning til aktionen, og en del seere mente, at denne måling var mere dækkende.
Det er den ikke. I en Capacent-meningsmåling spørger man et repræsentativt udsnit i befolkningen og sikrer sig at folk i alle aldersgrupper, erhvervstyper og samfundsgrupper er med i undersøgelsen. En webmåling inviterer blot folk til at stemme om sagen, men har ingen kontrol med, hvem der deltager i afstemningen. Den har derfor ikke samme valør som en 'rigtig' meningsmåling.'
DR bringer dog ikke nogen præcis redegørelse for, hvordan undersøgelsen er gennemført, hverken for hvad der er blevet spurgt om eller på hvilken tid af dagen den er gennemført.
I den omtalte brugermåling på DR deltog 10.249. Her lød spørgsmålet kort og godt: Var det rigtigt eller forkert af politiet at rydde Brorsons Kirke?
49 procent svarede 'rigtigt' og 47 procent svarede 'forkert', mens fire procent svarede 'ved ikke'.
Flertal imod flygtningepolitik
En anden undersøgelse, foretaget af analyseinstituttet Interresearch på vegne af tænketanken Cevea, peger imidlertid i en anden retning end DR-undersøgelsen. Her lyder en af konklusionerne, at to ud af tre danskere er imod regeringens flygtningepolitik.
Her er undersøgelsens deltagere blevet præsenteret for følgende udsagn: 'Danmark bør ikke sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer imod at man sender flygtninge til'.
67,7 procent erklærer sig enig eller meget enig. Kun 23 procent er uenige.
Og modstanden mod at sende flygtninge tilbage til lande og områder , som FN advarer imod, gælder et flertal af alle partiers vælgere, bortset fra Dansk Folkepartis. 58,9 procent af Konservatives vælgere, 58,3 procent af Venstres vælgere, 83,2 procent af Socialdemokratiets vælgere, 87,3 procent af SF`s vælgere og 91,5 procent af Radikales vælgere bakker op om dette standpunkt.
Mærkværdigvis er Enhedslistens vælgere slet ikke med i undersøgelsen, som omfatter 1025 besvarelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278