09 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F Kastrup vil have LO på banen

3F Kastrup vil have LO på banen

Torsdag, 27. august, 2009, 00:00:00

Dagpengedækningen er en katastrofe, mener 3F Kastrup. Afdelingen opfordrer LO til at gå forrest i en kampagne for højere dagpenge

LO bør sætte sig i spidsen for en kampagne for højere dagpenge.
Det mener 3F Kastrup, der for tiden har mange medlemmer, der rammes af fyringer og konkurser.
- Det er aldrig rart at miste sit arbejde, men som det er nu, vil det simpelthen være en katastrofe for mange af vores medlemmer. 3F`erne er langt fra de bedst lønnede på det danske arbejdsmarked. Når de kun får 50-60 procent af deres indtægt dækket ved arbejdsløshed, står det altså galt til, siger formand Henrik Bay-Clausen til Arbejderen.
Fagforeningen ser gerne, at regeringen selv tager initiativ til at hæve dagpengesatserne og har noteret, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i starten af juli udtalte, at 'det er rimeligt, at lønmodtagerne får et beløb, der i højere grad afspejler den løn, de får'.
Det skete i forbindelse med, at loftet over konkursudbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond blev sat op med 45 procent fra 110.000 til 160.000 kroner.
- Nu mangler vi bare dagpengene. Gør regeringen ingenting, opfordrer vi LO til at sætte medlemsforbundene og hele det faglige apparat i sving med en kampagne for en klækkelig forhøjelse af dagpengesatserne, lyder det fra Henrik Bay-Clausen.
At der er behov for højere dagpenge, er kræfterne bag overenskomstinitiativet OK 2010 enige med den københavnske fagforening om. OK-initiativet har besluttet at starte en underskiftsindsamling for højere dagpenge, der skal løbe frem til Folketingets åbning i oktober.
Underskriftsmaterialet er lige på trapperne, det kommer ud på arbejdspladser og i fagforeninger, ligesom man vil kunne skrive under ved at klikke ind på www.ok-2010.dk.
Initiativet glæder Henrik Bay-Clausen.
- Jo flere initiativer, der peger i samme retning, jo bedre. En underskriftsindsamling kan sagtens gå hånd i hånd med en LO-kampagne for bedre dagpenge.
Henvendelsen fra 3F Kastrup er sendt direkte til LO`s formand og næstformand. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra LO til dagens avis.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland