07 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsløshedskø sat i stå

Arbejdsløshedskø sat i stå

Fredag, 28. august, 2009, 00:00:00

Fra juni til juli er der blevet 200 færre arbejdsløse, men det er for tidligt at glæde sig, advarer Arbejder-bevægelsens Erhvervsråd og fagbevægelsen

Fra juni til juli måned er arbejdsløshedskøen blevet kortere.
Helt nøjagtigt med 200 personer, viser de nye tal, som Danmarks Statistik fremlagde i går. Tallene er omregnet til fuld tid og sæsonkorrigeret.
Men det er for tidligt at glæde sig, selvom det er første gang siden juni 2008, at den samlede arbejdsløshed ikke stiger, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
- Den vækst vi har oplevet, og de vækstudsigter, der tegner sig, peger desværre på fortsat nedgang på arbejdsmarkedet i de kommende år. Vores vurdering er fortsat, at arbejdsløsheden kommer til at passere 170.000 fuldtidsledige ved udgangen af 2011, og at en vending tidligst vil ske i 2012, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen.
LO-formand Harald Børsting står da heller ikke med armene over hovedet. Han advarer mod at tro, at en måneds opbremsning i arbejdsløsheden er udtryk for, at krisen er slut.
- Vi frygter desværre, at arbejdsløsheden bider sig fast i form af flere langtidsarbejdsløse, hvilket for alvor vil forværre grundlaget for den danske økonomi, siger han.
Ifølge Danmarks Statistik var der i juli måned 103.300 fuldtidsarbejdsløse, svarende til en arbejdsløshedsprocent på 3,7. Danmarks Statistik gør opmærksom på, at arbejdsløshedstal for sommermånederne typisk er 'præget af øget usikkerhed'. Forklaringen er, at folks feriemønster ændrer sig fra år til år, kombineret med at personer på ferie ikke tæller med i statistikken.
- Derfor bliver det spændende at se tallene for de næste par måneder, men jeg bliver ikke overrasket, hvis arbejdsløsheden igen får et ryk opad, siger Frederik I. Pedersen til Arbejderen.
Han har sammen med stud.polit Jeppe Drudahl lavet en analyse af beskæftigelsen for andet kvartal af 2009. Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse er faldet med hele 18.500 fuldtidspersoner fra 1. til 2. kvartal i 2009. Tallet dækker over et fald i den private beskæftigelse på 22.000 fuldtidspersoner, der modsvares af en stigning i beskæftigelsen i den offentlige sektor på 3500 personer.
- Den private beskæftigelse fortsætter sit styrtdyk. På kun ét år er den private beskæftigelse faldet med 115.000 fuldtidspersoner. Vi har således på få kvartaler mistet 67,5 procent af den beskæftigelsesfremgang, vi høstede under seneste højkonjunktur, konstaterer Frederik I. Pedersen.
Det er industri og byggeri, der er hårdest ramt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland