07 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ekspert: PET-ministre kan straffes

Ekspert: PET-ministre kan straffes

Fredag, 28. august, 2009, 00:00:00

Ministre har pligt til at fortælle sandheden. Men skiftende ministre gav fra 1968 og frem, urigtige oplysninger om PET`s registreringer. Derfor kan de straffes, siger ekspert

Rækken af skiftende stats- og justitsministre, der under den kolde krig blåstemplede PET`s overvågning, kan straffes.
Sådan lyder vurderingen fra Jens Elo Rytter, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet.
- De skiftende regeringsmedlemmer - navnlig justits- og statsministre - som har bidraget til dette dobbeltspil, vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter ministeransvarsloven, siger Jens Elo Rytter til Jyllands-Posten.
'Dobbeltspillet', han henviser til, er, at skiftende regeringer siden 1968 overfor befolkningen og Folketinget har slået fast, at registrering alene på baggrund af lovligt politisk arbejde ikke måtte finde sted i Danmark. Men samtidig godkendte skiftende justits- og statsministre i al hemmelighed, at PET kunne fortsætte sine politiske registreringer.
- Man kortsluttede den demokratiske kontrol med PET`s virksomhed ved at føre Folketinget bag lyset, og en sådan vildledning af Folketinget gennem urigtige oplysninger eller fortielse af væsentlige oplysninger er i strid med ministeransvarlighedslovens paragraf fem stykke to, som pålægger ministre sandhedspligt i forhold til Folketinget, konstaterer Jens Elo Rytter.
Ministeransvarlighedsloven efterlader ingen tvivl: En minister straffes såfremt vedkommende 'giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.'
- Det gælder udtrykkeligt også, hvis vildledningen eller tilbageholdelsen er uagtsom. Igen sagt i al fredsommelighed: Hvis ministeransvarlighedsloven lægges til grund, er der i Kommissionens beretning sagligt grundlag for en rigsretssag mod en hel stribe af justitsministre for - bevidst eller ubevidst - at have misinformeret og vildledt Folketinget eller i det mindste fortiet væsentlige oplysninger, lød vurderingen fra jurist Preben Wilhjelm på høringen 'De overvågede tager ordet', som PET-komitéen afholdt den 17. august.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland