Regeringen skærer i udviklingshjælpen til Latinamerika og Asien for til gengæld at fordoble den erhvervsrettede bistand til Afrika
Regeringen vil beskærer udviklingsbistanden til Latinamerika og Asien. Det fremgår af forslaget til finanslov. Regeringen vil i stedet sættes fokus på Afrika.
Det regionale program for menneskerettigheder og demokrati i Mellemamerika skal udfases og afsluttes helt i 2012. Derudover skæres der på bistanden til Bolivia og Nicaragua, de eneste to lande i Latinamerika der modtager bistand direkte fra Danmark. I Asien går det ud over støtten til Bangladesh.
- Værst går det ud over Nicaragua, der ifølge regeringens forslag til finanslov fremover vil få tildelt 15 millioner kroner mindre om året, end de har fået i 2009, forklarer generalsekretær i IBIS, Vagn Berthelsen, til Arbejderen.
Han understreger, at der reelt er tale om nedskæringer i både Bolivia og Nicaragua, selvom det ikke umiddelbart er til at læse i finansloven.
V: Forkert politisk retning
Nedprioriteringen af Latinamerika skyldes ifølge Venstres udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, at kontinentet er præget af politisk ustabilitet og manglende politisk legitimitet.
- Det er svært at retfærdiggøre at blive ved med at give penge til en verdensdel, hvor det politiske klima bevæger sig i en anden retning, end den vi ønsker, siger han til Arbejderen.
Den holdning afviser Vagn Berthelsen.
- Det er en af Danmarks højeste prioriteter med udviklingsbistanden at fremme demokratiet, men Danmark skal ikke diktere hvordan demokratiet skal indrettes. Modtagerlandene skal frit kunne indrette deres egen udgave af demokrati, siger han.
Nedskæringerne i Nicaragua begrundes konkret med 'forringelse af demokratiets vilkår' i landet.
- Men at skære i bistanden til Nicaragua er meget uheldigt netop nu med det meget bekymrende militærkup i nabolandet Honduras, siger Vagn Berthelsen. Ifølge IBIS giver situationen i Honduras netop et større behov for at fastholde bistanden i Mellemamerika.
Fokus på Afrika
De penge, der spares i Latinamerika, skal bruges til at imødekomme en række anbefalinger fra Afrikakommissionen, der går ud på at skabe privatsektordrevet vækst i Afrika.
Derfor vil regeringen blandt andet fordoble den erhvervsrettede bistand og fokusere på tiltag, der kan gøre de afrikanske lande mere konkurrencedygtige.
- Det er det samme man gør i USA og Storbritannien, så vi følger den internationale tendens, forklarer Karsten Lauritzen.
Vagn Berthelsen fra IBIS anerkender behovet for at fokusere på Afrika.
- Men det er også vigtigt, at Danmark fortsat støtter Latinamerika, især fordi Danmark har en lang og god erfaring med kontinentet. Det vigtige er ikke, om Nicaragua og Bolivia lige får ti millioner mere eller mindre i år. Det vigtige er, at Danmark viser, at vi fortsat vil være til stede i Latinamerika, siger han.
Regeringen har ikke meldt noget endeligt ud om det fortsatte udviklingsarbejde i Bolivia og Nicaragua, men IBIS er bekymret for, at nedskæringerne skal ses som en udfasning af hele udviklingsarbejdet i Latinamerika.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278