Om tre måneder slippes Klimaforum09 løs i København. Det forventes, at godt 15.000 mennesker fra hele verden vil deltage på det alternative topmøde
Der er travlt, og det går ikke stille for sig, når et hold af både frivillige og lønnede miljøaktivister knokler på fuld tid.
De brænder for klimaet og vil brede debatten om fremtiden ud til hele samfundet. Derfor er de gået sammen om at organisere det alternative klimaforum, som finder sted fra den 7. til 18. december samtidig med FN`s officielle klimatopmøde.
Arbejderen har besøgt Klimaforum09`s hårdt arbejdende sekretariat, der holder til i små lokaler i hjertet af Københavns Vesterbrokvarter. Det blev til en snak om alt fra retfærdige klimaløsninger, til hvordan man skaffer sengepladser til mange tusind miljøforkæmpere fra hele verden.
- Man kan ikke lade klimaet alene være op til politikerne og industrien, for så bliver det kun på kapitalismens præmisser, og det er ikke solidariske eller bæredygtige løsninger, siger Safania Eriksen på 32 år. Hun er en af de i alt fire lønnede sekretariatsansatte, der i fællesskab har til opgave at samle trådene til det ambitiøse og store projekt.
Det var lysten til at kæmpe imod markedsbaserede klimaløsninger og forsvare social retfærdighed, der fik hende til at melde sig til den kæmpe store opgave, det er at være med til at få stablet et alternativt topmøde på benene. En opgave hun finder naturlig, når man som hun selv udtrykker det, er bidt af at gøre en forskel.
Åbent for alle
Det er ønsket om at give alle mennesker og sociale bevægelser mulighed for at diskutere klodens klimaproblemer og komme med løsninger til dem, der har fået et hav af danske og udenlandske miljøorganisationer ngo`er til at tilslutte sig Klimaforum09.
- Vi har politikerne i Bella Centeret, industrien i Forum, og hvor har vi så folket, spørger Safania Eriksen retorisk.
Hun understreger vigtigheden af at give befolkningen en stemme. Det var derfor ideen til Klimaforum09 opstod.
Det alternative topmøde vil skabe plads til hverdagsagtige fortællinger fra hele kloden. Særligt fra syd hvor den fattige befolkning rammes hårdt af klimaforandringerne og den globale opvarmning.
Det er dem, der har problemer med dyrkning af jorden på grund af tørke, og dem, som må flygte, når deres hjem oversvømmes af floder, der går over deres breder på grund af al for megen regn. Derfor skal bonden fra Nigeria og fiskeren fra Vietnam på banen, og det sørger klimaforummet for, forklarer Safania Eriksen.
Samtidig skal hr. og fru Danmark inviteres til at opleve, hvordan klimaforandringerne påvirker vores klode, og hvilke løsninger der skal til, samt hvad klimapolitik på græsrodsplan er for en størrelse.
Men mindst lige så vigtigt er det, at få skabt en fælles politisk platform hvorfra civilsamfundet kan blande sig i debatten og stiller krav til politikkerne, påpeger Safania Eriksen.
- Vi må gøre opmærksom på, at nu er nok nok. At vi kræver, at politikkerne kommer frem til en ambitiøs aftale.
Det tvivler klimabevægelsen desværre på, vil være udfaldet af forhandlingerne under FN-mødet. Derfor er budskabet: Hellere ingen aftale end en dårlig aftale.
Social og retfærdig
Klimaforum09 vil gøre, hvad der er muligt, for at få de politiske ledere i tale. På selve forummet skal der vedtages en deklaration, som skal afleveres direkte til det officielle klimatopmøde i Bella Centeret.
Deklarationen vil slå til lyd for en mere social og retfærdig verden. Den vil pege på bæredygtige og sociale løsninger af klimakatastrofen, samt at de skal igangsættes nu. Ikke mindst vil den understrege nødvendigheden af grundlæggende økonomiske og sociale samfundsforandringer, hvis de faretruende konsekvenser af den menneskeskabte globale opvarmning skal imødegås.
Arbejdet med deklarationen er allerede i gang. I løbet af efteråret vil miljøbevægelser, græsrødder, oprindelige folk samt sociale og politiske organisationer fra hele kloden blive inviteret til at bidrage til udformningen af den. Det vil foregå på internetbaserede debatfora.
På selve klimaforummet afsluttes processen, ved at deltagende får lov til at påvirke deklarationen.
- På den måde får vi et færdigt produkt ud af Klimaforum. Det er vedtaget på demokratisk vis og kan afleveres direkte til beslutningstagerne, understreger Safania Eriksen.
Hun er begejstret ved tanken om, at en mand fra Skotland og en kvinde fra Sri Lanka sammen skal få en debat om deklarationen til at fungere, og kalder det intet mindre end fantastisk.
Arbejdet med deklarationen under det alternative topmøde vil blot være én del af alt det, som kommer til at ske, når hele verdens miljøbevægelse samles på dansk grund i knap to uger.
Det er nemlig tanken, at der skal være program hver eneste dag fra morgen til aften. Formiddagstimerne vil blive brugt på at følge klimaforhandlingerne under det officielle topmøde tæt. Til det formål vil der blive vist klip fra mødet på storskærme. På plenummøder vil græsrødderne høre sidst nyt om aftalerne, og hvad man kan forvente sig fra toppolitikernes side.
Broget markedsplads
Om eftermiddagen skal Klimaforum09`s deltagere selv debattere klimaforandringer. Her kan man diskutere med, når miljøforkæmpere fra hele verden sætte sig ved boret til store paneldebatter, eller deltage i workshops, der på en praktisk og håndgribelige måde vil tage fat på, hvordan man løser klimaproblemerne. Det kan være erfaringsudveksling samt udvikling af ideer om vindmølleenergi, skovbrug, eller om hvordan man lever bæredygtigt. Desuden vil der i løbet af dagen blive vist film og være udstillinger.
Når møderne er overstået overlades aftenen i hænderne på teatertrupper, musikere og andre kunsters kulturelle og kreative indslag. De vil på forskellig vis tematisere klima og social retfærdighed, for kunst kan skam også være politisk og klimaorienteret, erklærer Safania Eriksen.
Hun beskriver Klimaforum som en broget markedsplads, der kan bruges til at formidle egne synspunkter eller løsningsforslag til klimaproblemerne samt til at blive klogere på andres.
- Jeg håber, at deltagerne vil gå hjem med inspiration og troen på, at en anden verden er mulig. En forståelse for at græsrødderne også er en vigtig spiller og accepten af, at de ting, vi gør i Danmark, har betydning for resten af verden.
I denne uge udløb fristen for at tilmelde sig til programmet. Det hårdt arbejdende sekretariat er netop ved at danne sig overblik over de mange tilmeldinger.
Derfor kan Safania Eriksen endnu ikke løfte sløret for, hvem man præcis vil kunne møde på forummet. Men hun afslører, at det bliver stort og fortæller, at Klimaforum09 også arbejder sammen med Dansk Cubansk Forening om at afholde et socialt folkemøde. Her vil man med al sandsynlighed kunne møde statsledere fra de latinamerikanske lande og høre om deres bud på en klimapolitik og ideer til løsning af verdens sociale og miljømæssige problemer.
lille budget til stor aktivitet
Det alternative topmøde finder sted i DGI byen tæt på Københavns Hovedbanegård. Fire kæmpe sale samt en række mindre lokaler vil danne rammen om de mange arrangementer. Der tages ingen entré og budskabet er klart: Mens Bella Centeret, hvor det officielle topmøde foregår, er lukket, er DGI-byen åben for hvem som helst.
Hverken leje af lokaler eller husly og forplejning til de mange tusind udenlandske gæster er gratis. Dertil kommer penge til opreklamering af forummet, tolke, flybilletter til mennesker fra fattige lande, der ikke kan betale selv, og meget, meget andet.
Safania Eriksen bliver forpustet af, at opremse alt det som Klimaforum09 skal bruge penge på. Efter at lokalerne i DGI-byen er betalt, er kun halvdelen af de otte millioner kroner tilbage, regeringen i juni måned efter flere forhandlinger bevilgede forummet. Det er penge, som kommer fra en finanslovspulje, der er afsat til de forskellige klimaarrangementer i forbindelse med FN`s topmøde.
Selvom otte millioner lyder af meget, er der tale om et stramt budget, når man ønsker at skabe aktivitet for så mange mennesker, påpeger Safania Eriksen.
Der er blevet brugt en masse energi på de økonomiske forhandlinger med regeringen. Så meget at det af og til kommer til at overskygge det politiske. Alligevel er Safania Eriksen overbevist om, at man nok skal få afholdt et velorganiseret klimaforum med massere af politisk indhold.
Ikke mindst ser Klimaforum09 lyst på fremtiden for en verdensomspændende miljøbevægelse. Det kaldes flot og meget positivt, at det er lykkedes så mange forskelligartede organisationer at gå sammen om en politisk platform. Den vil blive brugt til december i Danmark, når Klimaforum09 løber af staben, og den vil blive brugt, når man i fremtiden vil gå til kamp for klimaet og den sociale retfærdighed, lover Safania Eriksen.
Interviewet er slut. Safania Eriksen iler af sted til dagens eftermiddagsmøde, som allerede er i fuld gang.
Læs mere: www.klimaforum09.dk
Hvor og hvornår
Klimaforummets program starter den 7. december og slutter den 18. december.
Arrangementet finder sted i DGI-byen på Vesterbro i det centrale København, få meter fra Hovedbanegården.
Der vil være åbent hver dag fra klokken10 til 24.
Det er gratis og åbent for alle.
Hvem er med?
Bag Klimaforummet står en bred vifte af danske og internationale miljøbevægelser, politiske og sociale organisationer. I alt er 59 udenlandske og 24 danske organisationer med.
Blandt de danske organisationer kan blandt andet nævnes: NOAH, Levende Hav, Dansk Cubansk Forening, ATTAC samt Natur og Ungdom.
Hvad sker der?
Klimaforum09 byder på en lang række debatter, workshops, udstillinger og events. Her bliver klimakrisen og mulige løsningsmodeller tematiseres ud fra ni forskellige perspektiver:
1. Klimakrisen og de naturmæssige konsekvenser
2. En retfærdig/bæredygtig klimaaftale
3. Klimaretfærdighed
4. Bæredygtige energiteknologier og energisystemer
5 . Bæredygtigt råstofforbrug
6. Bæredygtigt jord- og skovbrug og fiskeri
7. Alternativ økonomi og bæredygtig udvikling
8. Bæredygtige levemåder
9 . Uddannelse
Alternativt topmøde
Klimaforum09 bliver græsrøddernes alternativ, når verdens topledere samles til FN`s klimamøde til december i København. Det er frygten for indholdet i en kommende klimaaftale, der får græsrødderne til at samle sig. På det alternative klimamøde vil bæredygtige og socialt retfærdige klimaløsninger være i centrum.
Læs mere: www.klimaforum09.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278