06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politi bryder blokade i Trekronergade

Politi bryder blokade i Trekronergade

Torsdag, 10. september, 2009, 00:00:00

Et stort opbud af betjente sørgede i går for, at der kom byggematerialer ind i den konfliktramte ejendom i Trekronergade

I går fik konflikten i Trekronergade i København en ny drejning.
Mellem 30 og 35 uniformerede betjente sørgede for at holde blokadevagter på afstand, mens polske håndværkere slæbte byggematerialer ind på deres konfliktramte arbejdsplads. Byggematerialerne var leveret i løbet af natten og lå foran ejendommen, da blokadevagterne mødte op i går morges.
- Det er en rigtig kedelig udvikling, og jeg frygter, at det vil gentage sig hver gang, der mangler materialer til ombygningen, siger Jesper Weihe, formand for byggegruppen i 3F, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, til Arbejderen.
Han synes det er helt absurd, at der kommer polske håndværkere til Danmark, som bryder alle regler på arbejdsmarkedet, og trodser en lovligt varslet konflikt. Helt galt bliver det i hans øjne, når det sker med hjælp fra politiet.
- Det er jo katten efter musen. Ingen af de involverede ønsker at tegne overenskomst og bidrage til ordnede arbejdsforhold. De insisterer bare på at få arbejdet udført af billige udenlandske håndværkere. Til det tages alle midler åbenbart i anvendelse, konstaterer Jesper Weihe.
På lørdag er det 14 dage siden, at hele byggepladsen blev omfattet af en lovligt varslet sympatikonflikt, som skulle sætte en stopper for levering af materialer. Men Magnus Gardarsson, bygherre og direktør for Trekroner Penthouse ApS, har misbrugt sin stilling som ingeniør i en velrenommeret virksomhed til at bestille lægter og plader i deres navn.
- Vi har talt med virksomheden. De har intet vidst om, at der er bestilt materialer i deres navn, siger Jesper Weihe.
Byggefagforeningerne vil nu gøre en ekstra indsats for at informere byggemarkeder om konflikten, og også holde et mere vågent øje med, hvem de sælger til.
Arbejdsgiverne har også optrappet konflikten på anden måde. I lørdags opdagede blokadevagterne, at de blev overvåget af et videokamera øverst på stilladset. Magnus Gardarsson fra Tomahawk Development oplyser til bygsam.dk, at firmaet fik kameraet opstillet på grund af konflikten.
- Det blev sat op efter anbefaling fra politiet. Vi har jo været udsat fra hærværk fra de bøller, som 3F har sendt ud, og de har jo også øvet vold mod bygningen og på låsesmedens butik i ejendommen, siger han.
Kameraet blev efter nogle timer fjernet fra det synlige sted. Blakadevagterne ved ikke, om de stadig bliver overvåget.
Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening har anmeldt den ulovlige overvågning til politiet.


Om konflikten
Byggepladsen befinder sig på taget af en andelsbolig-forening bestående af 88 andele på Trekronergade i Valby. Byggeriet har stået på i længere tid.
Selskaberne Trekroner Penthouse ApS og Tomahawk Development står bag ombygningen. Arbejdet udføres af det polske firma Tomis Constructions Enterprise.
Tomahawk Development har købt retten til at opføre og frasælge de nye taglejligheder. Andelsboligforeningen får som modydelse et nyt tag.
Kilde: TIB

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland