Arbejdsløshed og uddannelse vil stå centralt i Metal-formands beretning. Tillidsmand håber, at kongressen også vil diskutere holdningen til EU
Krisen og den manglende beskæftigelse kommer til at fylde meget på Dansk Metals kongres, der indledes i Aalborg i dag.
Det mener forbundsformand Thorkild E. Jensen.
- Arbejdsløsheden i Danmark har rundet 100.000 og Dansk Metal selv har oplevet at antallet af arbejdsløse er steget fra en procent til otte på et år. Det er en voldsom stigning på så kort tid, og det vil naturligvis komme til at præge min beretning og også debatten heraf, siger forbundsformanden til Arbejderen.
Emnet bliver ikke mindre aktuelt af, at arbejdsløsheden får endnu et ryk, når store industrivirksomheder effektuerer de fyringer, de har varslet. Det gælder for Lindøværftet på Fyn og MAN Diesel i Frederikshavn, påpeger Thorkild E. Jensen.
De delegerede kan godt forberede sig på, at han vil snakke meget om uddannelse, lige fra folkeskolen, over ungdomsuddannelser til voksen- og efteruddannelse.
- Det bliver en vigtig opgave for forbundet at overbevise vores medlemmer om, hvor god en idé livslang uddannelse er. Det gælder, uanset om man er i arbejde eller ledig.
Forbundsformanden mener, at medlemmerne skal passe på ikke at gro fast på den samme arbejdsplads og i de samme funktioner. Uddannelse derimod giver medlemmerne flere muligheder på kort og lang sigt.
Kim Lykkegaard er en af de delegerede, som er på kongres for første gang. Han er usikker på, hvad han har i vente.
- Jeg er spændt på at se, om der er overensstemmelse mellem det folk på gulvet siger og oplever, og så det forbundet gør, siger han til Arbejderen.
Kim Lykkegaard er tillidsmand for knap 50 montører på PMC Technology A/S. Til hverdag oplever han, at der er meget langt fra arbejdspladsen til forbundstoppen. Gennem sin klub i Metal Hovedstaden har han erfaret, hvor svært det er at komme igennem med ændringer.
Den københavnske tillidsmand ser frem til at blande sig i debatten om, hvordan forbundets struktur skal se ud, så den bedst muligt fremmer medlemmernes interesser.
På især et punkt forudser Kim Lykkegaard uoverensstemmelse mellem sine egne og forbundets holdninger.
- Holdningen til EU. Det er ingen hemmelighed, at Dansk Metal uforbeholdent støtter monopolernes Europa og gerne ser de danske undtagelserne ophævet hurtigst muligt. Jeg synes, forbundet skøjter hen over de helt konkrete problemer, det giver på det danske arbejdsmarked, at arbejdskraftens fri bevægelighed står over det enkelte lands ret til at bestemme.
Dansk Metal oplever som øvrige LO-forbund at miste medlemmer. Sammen med klassiske faglige emner som arbejdsmiljø og det internationale samarbejde, vil medlemstallet ifølge Thorkild E. Jensen indgå i debatten om forbundets struktur.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278