06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Industrikrise bekymrer Metal

Industrikrise bekymrer Metal

Tirsdag, 15. september, 2009, 00:00:00

Det er for let at fyre og lukke fabrikker i Danmark, mener Metal-tillidsfolk. Krisen sætter sit præg på debatterne på forbundets igangværende kongres

Virksomhedslukninger, udflagning af arbejdspladser og arbejdsløshed.
Det er blandt de ord, der er nævnt flest gange fra talerstolen på Dansk Metals kongres i Aalborg. Ikke mindst på kongressens tredje dag i går, hvor de delegerede fortsatte debatten af formandens beretning.
Danfoss, Grundfos, MAN Diesel og Lindøværftet er blot nogle af de konkrete eksempler på industriarbejdspladser, der i løbet af det sidste år har sendt medlemmer af Dansk Metal ind i en stadigt stigende arbejdsløshedskø.
De delegerede havde flere bud på, hvad årsagerne er til de mange massefyringer, og hvad der kan være med til at bremse den udvikling.
- MAN i Frederikshavn flytter produktionen af store motorer væk fra Danmark. Beslutningen om at det er den danske afdeling, der lukker, skyldes de lempelige danske regler. Det er sværere at lukke og afskedige i Tyskland, lød det fra Jørn Larsen, formand for Dansk Metal Frederikshavn.
Fra Sønderjylland kunne Kurt Nissen fortælle, at Sauer-Danfoss havde besluttet at flytte 1800 arbejdspladser til Polen - med tilskud.
- Danske arbejdere er for billige at komme af med, mener Kurt Nissen.
Flere delegerede tilsluttede sig synspunktet, at det skal koste at udflage arbejdspladser. Blandt andet Lars Hansen fra Metal Odense.
- Jeg tror, at det skal være dyrere at opsige medarbejdere. Vi kan jo se, at andre lande har meget omkostningstunge regler, der gør, at det er svært for virksomhederne i de lande at flytte arbejdspladser til udlandet.
Den fynske kongresdeltager rejste spørgsmålet om at stramme overenskomsten, så der stilles krav om, at det skal koste 100.000 kroner per arbejdsplads, der flyttes til udlandet.

Nationalisering af arbejdspladser
Afledt af det spørgsmål blev der efterlyst en mere offensiv indsats fra regeringens og statens side for at sikre industriproduktion i Danmark.
Fællestillidsmand fra Lindøværftet, Per Andersen, tog naturligt afsæt i den varslede lukning af Danmarks sidste skibsværft.
- Danmark har været en stolt søfartsnation med verdens største rederi. Det er uforståeligt, at så stort et rederi (A.P.Møller Mærsk, red.) ikke føler sig forpligtet til at sikre fortsat skibsproduktion i Danmark. Vil rederiet ikke, må andre tage over, sagde han fra talerstolen.
Den holdning deler Majid Atik, formand Metal Ungdom Hovedstaden.
- Metal Ungdom vil ikke være med til at betale for arbejdsgivernes krise. Vores svar må være, at alle lukningstruede virksomheder bør nationaliseres. Virksomhederne skal bruges til at sikre arbejdspladser og uddannelse, lød det fra ungdomsrepræsentanten.
Majid Atik kom i sit indlæg med et konkret eksempel på, hvordan han oplever, at arbejdsgiverne udnytter krisen til at lægge pres på de ansattes rettigheder og de faglige organisationer. Han er i lære på MAN Diesel. Her har nyudklækkede svende tidligere været sikret 13 ugers arbejde. Det er nu afskaffet med direkte henvisning til krisen.

Dagpengene skal op
Afledt af beskæftigelsessituationen kom mange af de delegerede ind på de arbejdsløses vilkår, især dagpengedækningen og de mangelfulde muligheder for at uddanne sig under arbejdsløshed.
- Dagpengenes størrelse er et problem. Vi kan se desperationen i medlemmernes øjne, når de bliver fyret og får reduceret deres indtægt med 50 procent, sagde Bjarne Sørensen fra Metal Horsens.
Han opfordrede til at bakke op om den underskriftsindsamling, som OK 2010-initiativet har startet op for kravet om at hæve dagpengene med 25 procent.
- Beløbet er blevet forringet siden 1980. Vi skal sikre en anstændig understøttelse ellers undergraver det overenskomsten. Folk bliver desperate og vil arbejde for hvad som helst, mener Horsens-formanden.
Formand for Dansk Metal i Aalborg, Kurt Tinus Nielsen, tilføjede, at politikerne skal sikre, at hverken dagpenge eller dagpengeperioden forringes.
Flere delegerede tog afstand fra den mistænkeliggørelse arbejdsløse udsættes for. De kunne berette om eksempler fra hverdagen, hvor arbejdsløse medlemmer bliver pålagt at søge job, der allerede var besat.
Andre igen slog til lyd for, at arbejdsløse får flere muligheder for at uddanne sig, mens de går på dagpenge. Det gjaldt for eksempel Erik Falck Damborg fra Lemvig-Struer.
- Der skal mere uddannelse til, vel at mærke uddannelse på dagpengesatsen. SU duer ikke til folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet og for de flestes vedkommen også stiftet familie, konstaterede han.
Beretningsdiskussionen fortsatte efter Arbejderens deadline.
Kongressen fortsætter frem til torsdag. Fredag tager de delegerede i a-kassen over.
noc@arbejderen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland