For en måned siden talte Hazhar Jaaf om rydningen af Brorsons Kirken til 25.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads. Nu er han tilbage på ti kvadratmeter i Kongelunden Asylcenter

Mette Kramer Kristensen

Sukkeret bliver langsomt opløst og lægger sig på bunden af de arabiske teglas. Skygger sejler sløvt hen over væggen, når en sky glider forbi solen udenfor.

Stilheden har mange ansigter. Nogle gange er den mild og fredfyldt, andre gange spændt af forventning.

I Hazhar Jaafs værelse udvider stilheden sig som en kvælende gas, der presser mod de hvide murstensvægge og gør det svært at trække vejret.

- Dagene går, årene går, og imens forsvinder livet. Man bliver sindssyg af at være her, siger Hazhar Jaaf til Arbejderen.

Vi er i Kongelunden Asylcenter på Amager. Værelset er næppe mere end ti kvadratmeter stort og næsten fyldt ud af en dobbeltseng. Langs de nøgne, hvide murstensvægge optager tre stole, et bord og et lille fjernsyn resten af pladsen.

En smule lys trænger ind gennem de slidte, brune gardiner for vinduet over sengen. Ellers er rummet oplyst af en enlig pære, der hænger ned fra det brunlige træloft.

I værelsets smalle entre har Hazhar Jaaf sømmet to lægter fast under loftet. På dem er der lige plads til de syv flyttekasser, der indeholder alle familiens ejendele.

- Her bor vi. Velkommen, bryder Hazhar Jaaf stilheden, og serverer te og chokolade fra en bakke, der balancerer på sengen.

Vennerne blev taget

For snart en måned siden talte Hazhar Jaaf fra en scenevogn ud til 25.000 sørgende mennesker på Christiansborg Slotsplads.

- Det var meget vigtigt for mig at sige tak til præsten Per Ramsdal, til alle dem, der knokler som frivillige i Kirkeasyl, og alle de, der var mødt op for at demonstrere for os med så kort varsel, husker Hazhar Jaaf.

Brorsons Kirken på Nørrebro var samme nat blev ryddet af kampklædt politi, og mange af hans nærmeste venner var fængslet og ført væk til senere tvangsudvisning.

- Det var et rent tilfælde, at jeg ikke var blandt dem. Jeg skulle til lægen om formiddagen og sov hos en kammerat i nærheden. Om natten ringede min telefon. Kirken var ved at blive ryddet, fortæller Hazhar Jaaf.

Han og hans kone, som af frygt for forfølgere i Irak ikke ønsker sit navn og billede i avisen, var blandt de godt 70 afviste, irakiske flygtninge, der i fire måneder søgte tilflugt i kirken.

Siden rydningen har parret været tilbage på det værelse, der har udgjort rammen om deres liv de sidste to år. De har været i Danmark i henholdsvis ni og syv år og boede i forskellige asyllejre inden de endte i Kongelunden. For kort tid siden fik Hazhar Jaaf besked om, at hans og hans kones asylsager skal genoptages.

- Vores advokat har fremlagt nye beviser for, at vi bliver slået ihjel, hvis vi bliver tvangsudvist, forklarer Hazhar Jaaf. Glæden over den spinkle, nye chance for opholdstilladelse i Danmark bliver dog overskygget af chokket efter rydningen.

- Flere af mine meget nære venner blev taget den nat. Nogle af dem er fængslet i Irak og bliver måske tortureret lige nu. Andre venter på udvisningen i Ellebæk, fortæller Hazhar Jaaf.

Hans kone hjælper ham med at remse navnene op på venner og bekendte, som er forsvundet. Hazhar Jaafs ansigt lyser op, da de når en af de udviste, Akbar.

- Han var min allerbedste ven. Akbar er virkelig sjov, og selv i svære situationer kunne hans humor lysne stemningen, fortæller Hazhar Jaaf.

Han prøver at holde kontakt til de landsmænd, der er tvangsudvist til Irak, men taletidskort til mobiltelefonen er en stor udgift, når man skal klare alle indkøb for 1892 kroner i lommepenge om måneden.

- Men vi skal ikke klage. Før vores sag blev genoptaget fik vi kun 1326 kroner hver om måneden. Det er nok fordi vi er mere mennesker nu, hvor vi måske får lov at blive i Danmark, siger Hazhar Jaaf med et glimt i øjet.

Som i et fængsel

Asyllejren i Kongelunden ligger helt ude på den sydligste spids af Amager. Rundt om en vindblæst græsplæne klynger rækker af lave, hvide bygninger sig under de brølende fly der jævnligt flyver over lejren på deres vej til Kastrup Lufthavn.

- Alle, der er her, er enten syge, eller ved at passe nogle, der er syge. Om natten kan man høre gråd og skrig over hele grunden. Men det er ikke en lejr. De kalder det omsorgscenter Kongelunden, konstaterer Hazhar Jaaf tørt.

Hans værelse gemmer sig bag en hvid dør på en lang gang med identiske hvide døre. Fra loftet genspejler lysstofrør sig i gangens blå linoleumsgulv. Et sted i lejren sender barnestemmer deres usynlige ekko ned langs gangens vægge.

- Her er som et fængsel, konstaterer Hazhar Jaaf. Han ved, hvad han taler om, efter selv at have siddet i fængsel i Irak, da han nægtede at deltage i krigen mod kurderne.

- Personligt vil jeg nøjes med hvad som helst, bare jeg ikke skal tilbage. Men jeg kan se, at min kone bliver mere og mere syg af manglen på lys og luft i vores lille værelse, siger Hazhar Jaaf bekymret.

Hans kone er netop blevet udskrevet efter halvanden måneds psykiatrisk tvangsindlæggelse. Hun virker omtåget og knuget og på alle måder som et menneske i chok.

- Jeg tager fem slags medicin hver dag, og så falder jeg om på sengen. Jeg sover næsten hele tiden, fortæller hun lavt.

De fleste dage opholder Hazhar Jaaf og hans kone sig på det lille værelse. Hazhar Jaaf sidder på sengen og ser fjernsyn eller kigger ud i luften, mens hans kone sover.

Der er heller ikke meget andet at tage sig til i lejren. Hazhar Jaaf viser os ind i et fælles opholdsrum, der er sparsomt møbleret med nogle enkelte borde, en tom reol og en topersoners sofa. Et flisegulv understreger opholdsrummets kliniske kulde.

- Her er vist også et billardrum et sted, men der er ikke nogen der bruger det. Når du har siddet syv, otte eller ni år af dit liv i lejrene, er billard ikke nok til at muntre dig op, påpeger Hazhar Jaaf.

Liv over lov

Livet i lejren står i skarp kontrast til den hektiske tilværelse i Brorsons Kirken, som udgjorde Hazhar Jaaf og hans kones dagligdag fra maj til august.

- Der var ikke meget privatliv. Men til gengæld var der en varme og en solidaritet, som man virkelig savner her i lejren, fortæller Hazhar Jaaf.

I kirken lærte han et helt andet Danmark at kende, end det, man møder i asyllejrene.

- Det var det Danmark, som hjalp jøderne under Anden Verdenskrig, og det er det Danmark, som der vil stå om i historiebøgerne om hundrede år, at de var ikke bange for at åbne dørene for mennesker i nød, selvom det var ulovligt, siger Hazhar Jaaf.

Den 33-årige skolelærer har aldrig fået undervisning i dansk sprog og historie, men har lært sig selv det i lejrene ved at læse danske aviser og tale med andre. På sin vej gennem det danske asylsystem har Hazhar Jaaf mistet troen på det danske retssamfund.

- Regeringen lukker øjnene for masser af lovovertrædelser hver dag. Tænk på menneskehandelen med kvinder eller den ulovlige krig mod Irak, påpeger han.

Teen er drukket og dagslyset i værelset næsten fortrængt af lejrens stille desperation. Hazhar Jaaf forlader værelset for at tænde en cigaret.

- Loven er som en elastik. De strammer den, når den kan bruges til deres politiske formål og slapper den, når den er en hindring, grunder han.

- Men liv står over lov. Det ved de danskere, der støtter os flygtninge.