De faglige organisationer skal matche arbejds-giverne. Det er deltagerne på Dansk Metals kongres enige om, men meningerne er delte om, hvordan det sikres bedst
Dansk Metal mister 3000 medlemmer om året.
Nogle af forklaringerne lyder på, at der falder flere ældre ud i den ene ende, end der kommer unge til i den anden. At antallet af industrijob svinder og dermed medlemspotentialet og at der afgives medlemmer til de gule, selvom det antal er blevet stadig færre de sidste tre år.
Uanset forklaringerne kalder udviklingen på ændringer i forbundet, lyder det fra Dansk Metals kongres i Aalborg.
- Spørgsmålet er, hvordan vi kan indrette afdelingerne, så der bliver plads til alle opgaver. Ideelt set mener jeg, at vi bør arbejde hen imod en form for mønsterafdelinger med 3000 betalende medlemmer, lyder udspillet fra forbundsformand Thorkild E. Jensen.
Det er efter hans opfattelse det medlemsgrundlag, der skal til for, at en afdeling kan tilbyde medlemmerne det, de efterspørger.
Siden sidste kongres for tre år siden er Dansk Metal gået fra 81 til 58 afdelinger. Den vej mener Thorkild E. Jensen skal fortsættes også de næste tre år.
- Det er ikke kun Metal, der har gang i strukturudviklingen. Det har arbejdsgiverne også, erkender Thorkild E. Jensen.
Han lover, at forbundet vil blande sig i den debat om fagbevægelsens fremtid, som senest 3F`s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen har pustet nyt liv i. 3F formanden mener, at alle LO-forbund skal samles i ét stort forbund.
- Jeg tror ikke på tanken om at samle alle LO-forbund i ét. Det er dødfødt. Der er bedre chancer for, at vi er fem til seks forbund, og her kunne vi være med i et håndværkerforbund med TIB, elektrikerne, malerne og så videre, mener Kurt Tinus Nielsen, formand Metal Aalborg.
Formanden for Metal Randers foreslår, at spørgsmålet bliver afklaret hurtigt.
- Jeg har tidligere ment, at vi skulle slutte os sammen med El-forbundet og Blik & Rør, men den seneste tids debat har gjort, at jeg har skiftet mening. Vi bliver mindre i løbet af få år, hvis vi ikke gør noget. Jeg mener derfor, at Poul Erik Skov Christensen fra 3F er inde på noget fornuftigt med forslaget om ét forbund med brancheorganiseringer, siger Henrik Leth.
I debatten om ny struktur gør det ikke noget at skele til andre organisationer, påpeger Helge Albertsen fra Skjern-Ringkøbing. Heller ikke om det så er Ældre Sagen.
- Ikke fordi vi skal sammenligne os med Ældre Sagen, men de stormer altså frem og åbner nye lokalafdelinger over alt. Jeg tror, at en fusion også kunne hjælpe os her, og jeg synes det er glædeligt, at LO-toppen har åbnet debatten om et eller to store forbund. Jeg håber, det vil sikre os synlighed og stærkere lokal repræsentation, lyder det fra den vestjyske kongresdeltager.
I går sluttede debatten af Metal-formandens beretning med forsamlingens enstemmige vedtagelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278