Venstres lømmelpakke rokker ved retsstatens fordeling mellem lovgivende og dømmende magt, mener Advokatråd. SF støtter nu pakken
Når politikerne vil tidoble straframmen og øge politiets overvågning i forbindelse med ulovlige demonstrationer, rokker de ved retsstatens fordeling mellem lovgivende og dømmende magt.
Sådan lyder den skarpe advarsel fra Advokatrådet, bestyrelsen i danske advokaters sammenslutning, efter at Venstre i tirsdags fremlagde sin såkaldte lømmelpakke.
- Det er problematisk, at politikerne skærer lovgivningen til i detaljer, så der ikke overlades noget til domstolenes skøn, siger næstformand i Advokatrådets strafferetsudvalg, Lars Lindhard, til Arbejderen.
Han henviser til den knivlov, som regeringen sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vedtog i sommeren 2008. Den fastsatte en minimumsstraf for at gå med kniv, som har medført fængselsdom til blandt andet en butiksansat, som havde to hobbyknive fra sit arbejde i bilen.
- Problemet er, at man risikerer at skære alt over en kam. Det at deltage i en opløst demonstration eller begå hærværk er ikke samme entydige type lovovertrædelse som at køre ti kilometer for stærkt. Derfor skal det kunne vurderes individuelt, forklarer Lars Lindhard.
Lømmelpakken har til formål at dæmme op for uroligheder i forbindelse med FN`s Klimatopmøde i København i december, men mulighederne for øget overvågning og stramninger af straffen for blandt andet at befri anholdte eller bryde politikæder skal også kunne bruges ved andre demonstrationer fremover.
Pakken har på forhånd opbakning fra et flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne, S og Dansk Folkeparti, og i går gav også SF forslaget sin støtte.
- Det er noget gement svineri, hvis man ødelægger en demonstration ved at begå hærværk mod politiet eller boligblokke, siger SF`s gruppeformand, Ole Sohn, til Arbejderen.
Han mener ikke, at lømmelpakken kan sammenlignes med knivloven.
- Man går ikke til demonstration og smider en brosten gennem vinduet ved en fejl. Den slags gør man bevidst, så der er ingen formildende omstændigheder.
Advokat Bjørn Elmquist fra Retspolitisk Forening advarede i går i Arbejderen om, at lømmelpakken er tæt på at krænke demonstrationsfriheden og risikerer at ramme uskyldige.
Den bekymring forstår Ole Sohn godt, men han mener, at så må folk lade være med at gå til demonstration for at lave ballade.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278