Dansk Metal er kendt for sin EU-begejstring, men tillidsfolk melder om problemer på arbejdspladserne. Metal-toppen trodser advarsler fra kongresdeltagere
Dansk Metal er fortsat en svoren tilhænger af EU.
Det ligger fast efter afslutningen på diskussionen af beretningen og behandlingen af forslag på Metal-kongressen i Aalborg.
- Det europæiske fællesskab er en afgørende grundforudsætning for Danmarks udviklingsmuligheder. Vi må og skal være en del af det europæiske fællesskab og det fælles indre marked, hvis vi skal kunne gøre os gældende i den globale konkurrence, siger forbundsformand Thorkild E. Jensen.
Men det er svært at konkurrere med underbetalt arbejdskraft fra andre EU-lande, påpeger flere af de delegerede. Et problem der bliver endnu vanskeligere, fordi EU med en række domme fra EF-domstolen begrænser lønmodtagernes ret til at konflikte for overenskomsten.
- De nye EU-lande og dermed løngabet mellem øst og vest i EU har lagt pres på fagbevægelsen og vores overenskomster. Vi ser løbende faglige kampe, der viser, hvor svært det er at fastholde arbejdet på lige vilkår, siger en af de delegerede Kim Lykkegaard fra Metal Hovedstaden til Arbejderen.
Mange faglige sager er endt i EF-domstolen, men det har ikke givet lønmodtagerne eller fagforeningerne anledning til at kippe med flaget, mener den københavnske tillidsmand.
Kongressen stemte tirsdag om en række forslag om Dansk Metals holdning til EU og de faglige rettigheder.
- Jeg var glædeligt overrasket, da LO med støtte fra Dansk Metal og Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) meldte ud, at de støtter en social klausul, som kan garantere konfliktretten, siger Leif Müller fra Nørresundby til Arbejderen.
Han havde derfor foreslået, at forbundet skal fortsætte kampen for at få indarbejdet en juridisk bindende social protokol i Lissabon-traktaten. Men forslaget blev nedstemt på anbefaling af forbundsledelsen.
Leif Müller anerkender kongressens beslutning, men indrømmer at han er stiktosset selv efter en nats søvn.
- Jeg får rigtig svært ved at komme tilbage til mine kolleger og fortælle dem det her. Det er dem, der i dagligdagen mærker presset på overenskomsterne, og ikke uden grund er bekymrede for den danske model.
Forbundsformand Thorkild E. Jensen afviser, at den danske model med dommene fra EF-domstolen er i fare for at blive fortid.
Han mener, det er vigtigt, at det europæiske fællesskab har en institution som domstolen til at afgøre uenigheder og tvistspørgsmål om forståelsen af 'vores fælles traktat'.
- Det er i vores interesser, at europæiske spørgsmål ikke afgøres af de store europæiske landes magt, men af en uafhængig vurdering af de fælles europæiske regler, argumenterer forbundsformanden.
Delegeret fra Metal Hovedstaden, Karl Erik Rasmussen, måtte konstatere, at heller ikke forslaget om at forbundet støtter en folkeafstemning om Lissabon-traktaten kunne samle flertal.
Forslaget der forsvandt
Metal-kongressen i 2006 vedtog et forslag om Dansk Metals krav til en ny EU-traktat. Her står blandt andet, at forbundet er tilhænger af en 'overskuelig og forståelig traktat, der skal tage udgangspunkt i grundlæggende værdier og principper som fundament for et demokratisk, socialt og solidarisk Europa'.
Forslaget var stillet af Leif Müller, men han opdagede at formuleringen var forsvundet i en 2009-udgave!
Han (gen)fremsatte forslaget, som han har opbakning til fra sin faglige klub 96, på denne kongres. Men det blev stemt ned efter anbefaling fra forbundsledelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278