De overvågede har ret til at se deres mapper i PET`s arkiv, mener en samlet opposition på baggrund af Arbejderens åbne brev. Konservative er ikke enig
De borgere, som blev overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET) under den kolde krig, skal have adgang til deres mappe og ret til et genmæle.
Det kræver en samlet opposition bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Radikale på baggrund af Arbejderens artikler og åbne brev om de overvågedes ret til at se deres mapper. Arbejderen sendte den 24. august et brev til justitsministeren og samtlige retsordførere i Folketinget og spurgte, hvordan de forholder sig de PET-overvågedes krav.
- Det er fuldstændig urimeligt, at de overvågede ikke kan få at se, hvad der står om dem i PET`s arkiver. I dag står PET`s antydninger, formodninger og tredjehåndsoplysninger helt alene. De overvågede skal have deres mappe at se, så de får mulighed for at rette forkerte oplysninger og komme til genmæle, siger Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, til Arbejderen.
Samlet opposition
Konkret vil hun forsøge at samle resten af oppositionen om et beslutningsforslag, som giver alle overvågede borgere en række rettigheder - herunder krav på aktindsigt og ret til genmæle. Og den øvrige opposition bakker op om kravene:
'Jeg vil gerne arbejde for, at de registrede personer får adgang til at se oplysninger om dem selv, og får lejlighed til at tage til genmæle', skriver Lone Dybkjær, retsordfører for de Radikale, i en mail til Arbejderen.
Også SF`s retsordfører Karina Lorentzen er med:
'Kravet om indsigt i egen sag er et helt rimeligt krav. Der er tale om mennesker, som har været udsat for en ulovlig registrering. Derfor har de formentligt et stort behov for at vide, hvor mange - og hvilke oplysninger PET har liggende på dem,' skriver hun.
Hos Socialdemokraterne er der også fuld forståelse for de overvågedes krav om indsigt og genmæle:
- Når forskere og andre allerede har haft adgang til PET`s personlige oplysninger om navngivne danskere, virker det tåbeligt, at de berørte ikke selv kan få indsigt i deres mappe. Den kolde krig ligger så lang tid bag os, at vi godt kan åbne arkiverne, siger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, til Arbejderen og uddyber:
- I Norge har de registrerede fået mulighed for at lave et lille indstik til deres mappe. På den måde har de registrerede fået mulighed for at give deres version af eventuelle fejlinformationer i arkiverne. Det vigtigt i forhold til eftertiden.
Enhedslisten er det eneste parti, som umiddelbart mener, at PET`s overvågning under den kolde krig skal føre til erstatninger.
Regeringen afviser
Regeringen er totalt afvisende i forhold til de overvågedes krav.
Venstres retsordfører, Kim Andersen, gør det i telefonen klart overfor Arbejderen, at han ikke har tænkt sig at svare på det åbne brev fra avisen:
- Jeg ønsker ikke at kommentere på det brev. I ringer simpelthen for tit om ting, og jeg har ikke tid til at svare på det hele, siger han.
Også Konservative fralægger sig ethvert ansvar:
'Det Konservative Folkeparti stemte imod nedsættelsen af undersøgelseskommissionen. Det må være de ansvarlige bag nedsættelsen af undersøgelseskommissionen, som tager ansvaret for kommissorium og karakteren af undersøgelsen, og det må være kommissionen, der tager ansvar for indhold og fremstilling', skriver de Konservatives retsordfører, Tom Behnke til Arbejderen.
Justitsministeren og retsordførerne fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance har haft mere end tre uger til at svare på Arbejderens åbne brev. Trods adskillige rykkere er det ikke lykkedes at få et svar.
Men måske bliver justitsministeren nødt til at svare: SF`s retsordfører tager nemlig brevet med i retsudvalget. Her er Brian Mikkelsen tvunget til at komme med et svar.
En række PET-overvågede fortæller i disse dage deres historie til Arbejderen.
Den 25. august sendte vi et åbent brev til Folketingets politikere, som fremfører en række PET-overvågedes krav om at se deres mapper. Her er nogle af svarene:
- Jeg vil gerne arbejde for, at de registrede personer får adgang til at se oplysninger om dem selv, og får lejlighed til at tage til genmæle.
Lone Dybkjær, retsordfører for Radikale
- Når forskere og andre allerede har haft adgang til PET`s personlige oplysninger om navngivne danskere, virker det tåbeligt, at de berørte ikke selv kan få indsigt i deres mappe. Den kolde krig ligger så lang tid bag os, at vi godt kan åbne arkiverne.
Karen Hækkerup, retsordfører for Socialdemokraterne
- Kravet om indsigt i egen sag er et helt rimeligt krav. Der er tale om mennesker, som har været udsat for en ulovlig registrering. Derfor har de formentligt et stort behov for at vide, hvor mange og hvilke oplysninger PET har liggende på dem.
Karina Lorentzen, retsordfører for SF
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278