Der er serviceforbedringer for 120 millioner i Århus` budget for næste år, men handicappede skal stadig vente flere år på bolig
Det er et halvt budget.
Sådan lyder Enhedslistens kritik af næste års budget for Århus Kommune. Listen valgte som det eneste parti sent torsdag nat at stå udenfor budgetaftalen.
- For det første ville de andre partier ikke være med til at afskaffe modulordningen på børneinstitutionerne. For det andet giver budgettet slet ikke penge nok til at fjerne ventelisterne til botilbud for voksne handicappede. Og for det tredje bliver institutionerne ikke kompenseret for prisstigninger i deres tilskud, siger Sarah Bruun fra Enhedslisten Århus til Arbejderen.
- Vi har eksempler på voksne handicappede, der må vente fire år, mens de bor hjemme hos deres forældre. Det er simpelt hen ikke godt nok. Budgettet giver penge til mange gode ting, men der er alt for mange halve løsninger, fastslår hun.
Borgmester Nicolai Wammen (S) fremhæver, at budgettet trods finanskrisen har givet 120 millioner kroner til serviceforbedringer. Det er sket med en stram økonomisk styring.
- I modsætning til mange andre kommuner skal vi hverken sætte skatten op eller lave sparerunder for at få budgettet til at hænge sammen. Tværtimod har vi mulighed for at bevare et højt serviceniveau og tilmed give et løft til folkeskolen, daginstitutionerne og de svageste ældre, siger Nicolai Wammen.
Han mener budgettet kan skaffe 1000 nye arbejdspladser ved at fremrykke kommunale byggerier og vedligeholdelsesarbejder for 750 millioner kroner.
- Samtidig kan vi tage hånd om de store udfordringer, vi har i forhold til anbringelser og voksne handicappede, siger borgmesteren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278