Børnehaver, vuggestuer og skoler i København bliver skåret mellem to og tre procent næste år. Det rammer blandt andet specialinstitutioner
Børnehuset Klatretræet ligger i en gammel etageejendom på Vesterbro i København. Her bruger 30 vuggestuebørn og 48 børnehavebørn deres dag fordelt på institutionens fem etager - og det giver ekstra arbejde til pædagogerne.
- Vi har bledepot i stueetagen, køkken på første sal og kontorer på fjerde. Det giver en masse løben på trapper i løbet af en dag. Og da vores legeplads ligger på den anden side af gaden, skal alle børnene have overtøj og sko på samtidig, når vi går ud. Det kæver bare mere tid end en etplans-institution, fortæller pædagog og tillidsmand i Klatretræet, Kristina Vasseux, til Arbejderen.
Indtil nu er institutionerne i København blevet kompenseret for de ekstra udgifter ved at ligge i flere etager. Men med næste års budget er det slut.
Selvom politikerne bag budgettet har lovet, at der ikke er nedskæringer i vente, er der heller ikke ekstra penge til de nye udgifter i budgettet, og det betyder, at byens skoler og institutioner alligevel skal spare.
- Institutioner og skoler kan se frem til mellem to og tre procents nedskæringer, siger Kirsten Annette Christensen, sektorformand for den pædagogiske fagforening LFS, til Arbejderen.
Hun var med i går, da embedsmændene på Københavns Rådhus havde indkaldt lederne fra alle byens skoler og institutioner til stormøde.
- Også specialinstitutionerne bliver ramt hårdt, fordi pengene til nye projekter på området skal findes indenfor budgettet. Så selvom der ikke er skåret på det samlede område, kommer det til at ligne en nedskæring på den enkelte institution, forklarer Kirsten Annette Christensen.
Alle rådhusets partier står bag budgetforliget, som blev indgået sidste uge.
Enhedslistens socialborgmester, Mikkel Warming, har ikke indtryk af, at situationen på resten af byens budget er ligesom på børneområdet.
- På socialområdet har vi netop i år fået et ekstra beløb, der gør, at vi kan følge med udgiftspresset, siger han til Arbejderen.
Folkets Hus til salg?
Det er ikke kun børnene, der kommer til at betale for investeringer i Københavns budgetforlig.
100 millioner kroner, som skal bruges til at renovere hovedstadens idrætsfaciliteter, skal nemlig komme fra salg af kendte ejendomme som Cirkusbygningen og Langelinie Pavillonen.
Kulturborgmester Pia Allerslev (V) har foreslået, at også Kødbyen, Nørrebro Teater, Sofiebadet og Folkets Hus i Stengade skal sælges. Det sidste bliver umiddelbart afvist af Socialdemokraterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278