Cecilie gik fra at være en aktiv pige til ikke længere at være politisk organiseret, da PET begyndte at kontakte hende

For første gang står Cecilie nu frem med sit fornavn og billede, og fortæller hvordan Politiets Efterretningstjeneste (PET) igennem et halvt år opsøgte hende to gange og ringede cirka ti gange for at pumpe hende for oplysninger om det antifascistiske miljø i Fredericia og hverve hende som fast meddeler. Hun ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn.
Sidste år blev PET`s overvågning - kombineret med at Cecilie og kæresten gerne ville stifte familie - for meget: Hun flyttede fra Fredericia til København for at begynde forfra og studere.
PET`s henvendelser berørte Cecilie meget.
- Pludselig følte jeg mig enormt overvåget i dagligdagen. Jeg begyndte at blive paranoid. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Jeg skal væk fra den her by. Jeg havde virkelig brug for et pusterum, fortæller Cecilie til Arbejderen. Hun uddyber:
- Jeg blev utryg af konstant at tænke på, om jeg blev overvåget. Hver gang telefonen ringede, var jeg bange for, at det var PET. Jeg var sikker på, at jeg blev aflyttet. Jeg begyndte at tænke over, hvad jeg sagde i telefonen. Jeg kunne ikke længere tale åbenhjertigt over telefonen - heller ikke når jeg talte med min familie. Jeg trængte bare til fred og ro.

Per og Søren
Cecilies mareridt starter en dag i efteråret 2006 - kort efter hendes tyve års fødselsdag - da hendes mobil ringer.
- En herrestemme fortæller, at han er fra politiet. Han vil gerne mødes med mig, hvis jeg har tid. Jeg bliver overrasket og svarer, at det kan jeg godt. Jeg får at vide, at: 'Vi ses lige om lidt'.
Få sekunder efter ringer det på døren.
- De to PET-folk havde stået lige uden for min lejlighed og ringet til mig. Det var meget ubehageligt, fortæller Cecilie.
De to PET-folk præsenterer sig som Per og Søren.
- I starten får PET-folkene det til at lyde, som om de er kommet for at hjælpe os med oplysninger om højrefløjen. Jeg bliver selvfølgelig vildt nysgerrig efter at få mere at vide, fortæller Cecilie.
Men samtalen tager hurtigt en anden drejning.
- Ud fra PET-folkenes spørgsmål at dømme virker det mere som om, de er interesserede i antifascisternes arbejde og kommende planer.
Cecilie svarer ikke på spørgsmålene. Hun vil hellere vide, hvordan PET har fået fat i hendes telefonnummer.
- Jeg får at vide, at det har de fået mit nummer af politigården i Fredericia, hvor jeg har anmeldt et Krystalnatsarrangement. Jeg undrer mig meget over, hvorfor politigården har registreret mig og mit nummer, og hvorfor de har givet mine oplysninger videre til PET. Jeg havde jo bare anmeldt et fredeligt antiracistisk fakkeloptog.
Efter en halv time går de to PET-folk. Cecilie får stukket et telefonnummer i hånden, og får at vide, at hun bare kan ringe. De to PET-folk er meget interesserede i et fortsat samarbejde.

Skældud af PET
I løbet af det næste halve år ringer PET-folkene cirka ti gange til Cecilie. Hver gang med det samme formål: At pumpe hende for oplysninger om antifascisternes lokale aktiviteter i Fredericia.
- Jeg er fortsat meget i tvivl om de to herrers reelle hensigter. De er som om, de ser højrefløjen og venstrefløjen som ét og samme problem. Så jeg fortæller dem ingenting. PET har måske fået mig til at tænke over, hvad jeg siger i min telefon. Men det lykkes dem aldrig at skræmme mig til at fortælle om vores aktiviteter, slår Cecilie fast.
I stedet for at svare på PET`s spørgsmål begynder Cecilie at stille de to PET-folk spørgsmål om højrefløjen, og hvorfor de er så interesseret i hendes politiske arbejde. Per og Søren er fortsat meget lidt meddelsomme om den side af sagen.
Efter et stykke tid uden fangst via telefonen tager PET andre metoder i brug: De opsøger Cecilie hjemme hos hendes forældre.
- Det var meget grænseoverskridende. Hvorfor skulle mine forældre blandes ind i det? Der er en enorm ærefrygt for PET blandt almindelige mennesker. Og jeg var jo stadig deres pæne, lille pige.
Baggrunden for PET's besøg er, at Cecilie har anmeldt endnu en antiracistisk demonstration. Nu kræver politiet, at demonstrationen og den efterfølgende fest bliver flyttet udenfor byen. De har allerede sørget for telte, toiletter og strøm.
- Jeg takker nej til tilbuddet. Nazisterne har flere gange overfaldet os, uden at politiet har taget vores anmeldelser alvorligt. Vi tør simpelthen ikke rykke ud i en skov, hvor vi risikere at være alene med nazisterne, forklarer Cecilie.
Dén besked vækker harme hos de to PET-folk.
- Den ene begynder at skælde ud og truer nærmest med, at de ikke kunne beskytte os, hvis ikke jeg vil samarbejde.

Aktiv i mange år
Da PET-folkene er gået, sætter Cecilie sig ned og overvejer sit politiske arbejde:
- Jeg sidder tilbage med en følelse af, at politik ikke længere er sjovt. Jeg kan mærke, at det begynder at blive alvor.
Hun har ellers altid været en glad pige med mod på livet - og mindst lige så meget mod på at lave samfundet om.
- Jeg startede med at skrive 'atomkraft - nej tak' og 'imod racisme' på mit tøj i folkeskolen. Da jeg kom på efterskole, lærte jeg at forvandle holdninger til konkrete handlinger og begyndte at gå til demonstrationer. På gymnasiet blev jeg meget aktiv og opstartede en lokal gruppe af Socialistisk Ungdomsfront (SUF), fortæller Cecilie.
Hun begyndte at gå til sine første politiske møder i SUF og blev hurtigt aktiv i det lokale antifascistiske arbejde. 'Ingen racister i vores gader!' lød kampråbet og på årsdagen for Krystalnatten, blev der tændt fakler på torvet i Fredericia. Det var næsten altid Cecilie, der lagde navn til, når der skulle anmeldes en demonstration.
- I en provinsby som Fredericia lærer du hurtigt, at du er nødt til at følge spillereglerne og arbejde bredt blandt byens indbyggere, fortæller Cecilie.
Hun har altid anmeldt demonstrationer til politiet i god tid. Og forud for demonstrationerne har hun planlagt ruten i samarbejde med politiet. Selv pædagogerne i det lokale ungdomshus blev inddraget, når der skulle holdes politiske møder.
Derfor kommer det meget bag på Cecilie, at PET pludselig begynder at opsøge og ringe til hende.
- I dag er det som om, jeg er blevet mere radikaliseret. Jeg stoler ikke på 'systemet' længere.

Hvad står der om mig?
Selvom Cecilie er flyttet til København, føler hun sig stadig overvåget.
- Jeg kan ikke lægge tanken fra mig. Jeg har brug for at vide, hvad PET har stående om mig. Er de holdt op med at registrere mig? Hvornår? Det er ikke kun politiske ting, du snakker om i en mobiltelefon. PET kan have registreret alle mulige personlige ting, som de fortsat har gemt. Og jeg har brug for at vide, hvorfor jeg blev kontaktet og udspurgt. Jeg føler mig udnyttet. Jeg aner ikke, hvad PET ville bruge oplysningerne til.

Cecilies efternavn er redaktionen bekendt.