04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Efterløn igen igen

Efterløn igen igen

Lørdag, 03. oktober, 2009, 00:00:00

Tirsdag udkom Børsen med et større interview med SF`s formand Villy Søvndal. Overskriften lød: ¤¤Efterlønnen er ikke hellig for Søvndal¤¤

af Birthe Sørensen
I denne uge røg efterlønnen igen ind på den politiske dagsorden. I hvert fald i et døgns tid.
Tirsdag udkom Børsen med et større interview med SF`s formand Villy Søvndal. Overskriften lød: 'Efterlønnen er ikke hellig for Søvndal'.
Interviewet drejede sig om arbejdsmarkedsreformer: 'Når dansk økonomi er på vej ud af krisen, er SF klar til at tale arbejdsmarkedsreformer, der kan genskabe balancen i de offentlige finanser' lyder indledningen.
Konkret udtaler Villy Søvndal i artiklen:
- Vi vil deltage i alle typer af ordninger, der gør det attraktivt for ældre medarbejdere at tage et enkelt år eller to eller tre længere. Og jeg synes bestemt, at man skal undersøge, om de ordninger, vi har i dag, fungerer godt nok.
Derefter spørger journalisten: I vil i princippet gerne være med til at ændre efterlønnen?
På dette spørgsmål svarer Villy Søvndal:
- Ja, men vi har ikke noget stort behov for det. For vi kan nå det, vi gerne vil nå, med andre virkemidler.

Radikal mærkesag
Denne udmelding får straks en stribe andre politikere på banen. Radikale Margrethe Vestager gnider sig i hænderne og udsender en pressemeddelelse:
- En reform af efterlønnen har i mange år været en radikal mærkesag. Derfor er det godt at se, at Villy Søvndal nu er villig til at se på en reform af efterlønnen.
- Men vi skal i gang med det samme, der er ingen grund til at vente. Det er fremtidens velfærd, der står på spil, for det er nu, de store generationer går på en velfortjent pension, siger Margrethe Vestager.

Skaber mistillid
Fra Enhedslisten kommer der helt andre toner:
- Det er en katastrofe at R og SF åbner for et angreb på efterlønnen. Det giver mistillid til en kommende ny regerings politik, gør det sværere at vinde den kommende valgkamp og det er tilmed helt forkert tænkt, udtaler Frank Aaen og fortsætter:
- Der er for mange i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i arbejde, men i stedet for at fjerne den ydelse, som nedslidte på arbejdsmarkedet har betalt til i årtier og kan vælge for at få et rimeligt liv, skal man sætte ind over for årsagerne til at så mange bliver nedslidt og udelukket fra arbejdsmarkedet.

SF skyder ned
Få timer efter at Børsen er kommet på gaden, udsender også SF en pressemeddelelse, som skal præcisere hvad partiformanden mener. Denne gang er han mere klar i mælet:
- SF har ingen planer om at forringe efterlønnen. Vi vil derimod gerne gøre det mere attraktivt at arbejde lidt længere gennem seniorordninger og fleksible aftrædelsesordninger for ældre medarbejdere, siger Villy Søvndal.
Han pointerer dog, at SF anerkender at der i fremtiden kan blive behov for reformer for at skaffe arbejdskraft:
- En ny regering skal ikke have reformangst. Vi er parat til at lave reformer for at skaffe ekstra hænder, men vi siger samtidig, at det kan gøres uden at forringe efterlønnen.
Dermed sluttede denne debat - foreløbig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland