04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sammen er vi stærkere

Sammen er vi stærkere

Tirsdag, 06. oktober, 2009, 00:00:00

Faglige unge, elever og studerende demonstrerer i dag sammen under den fælles parole ¤¤Ud af krisen - ind i fremtiden¤¤. Arbejderen har spurgt to af de unge, hvad samarbejdet betyder

Når Victoria Ninosca mangler stilladsscene til et stormøde eller en demonstration, trækker hun på Jannis Tsatsaris og de andre faglige unge. Og når Jannis Tsatsaris skal have læst korrektur på en flyer, er det Victoria Ninosca og de andre gymnasieaktivister, han går til.
Den sidste måned har faglige unge, elever og studerende fra 15 forskellige organisationer arbejdet tæt sammen om kampagnen 'Ud af krisen - ind i fremtiden', der vender sig imod nedskæringer og forringelser på uddannelsesområdet og kræver arbejde sat i gang.
Arbejderen har mødt to af de aktivister, der har knoklet i døgndrift fra kampagnens hovedkontor i 3F`s lokaler i København.
- Når vi er flere om kampagnen, giver det meget bedre muligheder for at mobilisere og mange flere erfaringer at trække på. Og så står vores budskab stærkere, siger Jannis Tsatsaris til Arbejderen.
- Det er ligesom en underskriftsindsamling: Jo flere navne der er på, jo hårdere slår det, supplerer Victoria Ninosca.
Vi møder hende og Jannis Tsatsaris på den tekniske skole CPH West i Ishøj på Københavns vestegn, hvor en gruppe aktivister fra 'Ud af krisen' er taget ud for at gøre eleverne opmærksomme på de nedskæringer, finanslovspartierne planlægger på uddannelsesområdet og mobilisere til de store demonstrationer på Folketingets åbningsdag.
- Vi har arbejdet sammen før, men aldrig om noget, der er så stort. Derfor har vi brugt meget tid på at lære hinanden at kende og bryde isen mellem vores forskellige kulturer, fortæller Jannis Tsatsaris.
Fælles aktioner, ugentlige aktivistaftener og hyggemøder med et par øl har været med til at styrke samarbejdet.
- Vi har både fået nye venner og et helt nyt netværk igennem arbejdet med kampagnen. Det vil vi helt klart bruge i vores politiske arbejde fremover, siger Jannis Tsatsaris.

Ingen penge til saucen
Både Victoria Ninosca og Jannis Tsatsaris har mærket konsekvenserne af de sidste års nedskæringer på uddannelsesområdet på deres egen uddannelse.
- Jeg gik ind i kampagnen, da jeg mistede min læreplads, fordi det firma, jeg var hos, gik konkurs. Der er rigtig mange af mine kammerater fra skolen, der står i samme situation, siger Jannis Tsatsaris.
Han er kokkeelev og stolt af sit håndværk. Mad handler om sanser, mener han, og en god kok forstår at sammensætte en menu, så der både er til øjet, næsen, ørerne og tungen. Men det kan være svært at lære, når kokkeskolen må aflyse undervisningen, fordi der ikke er råd råvarer.
- For nylig blev en fem timers kokkelektion lavet om til en halv times tur i botanisk have, hvor vi kunne se på planter. Så kunne de, der har råd, gå ud og købe ind til selv at lave saucerne derhjemme. Men de af os, der ikke har råd til det, fik bare ikke den undervisning, fortæller Jannis Tsatsaris.
At de fattigste elever rammes hårdest af nedskæringerne, er noget Victoria Ninosca kan genkende fra Avedøre Gymnasium, hvor hun går i 3. G.
- Det er bare ikke så fedt med lærerfri timer og virtuelt hjemmearbejde, hvis dine forældre ikke kan dansk eller er inde i den akademiske verden, konstaterer hun.

Fælles problemer
Samarbejdet mellem de forskellige grupper har tydeliggjort mange fælles mønstre i de problemer, de unge oplever på deres uddannelser.
- Pludselig kan vi se, at det er et fælles problem, at den pressede økonomi giver for mange elever i klasserne, at lærerne ikke har tid til eleverne. Det er i hele systemet, og det fører alle steder til større frafald og rammer de svageste hårdest, siger Jannis Tsatsaris.
- Vores samarbejde gør det lettere at forstå, hvad det er regeringen har gang i, og se mønstrene i deres politik, konstaterer Victoria Ninosca.
Problemerne fra de unges hverdag går igen i hele samfundet, mener de unge. Derfor fokuserer deres kampagne på, at velfærdsinvesteringer skal løse den økonomiske krise.
- Vi er glade for, at de arbejdsløse bygnings- og stilladsarbejdere også aktionerer til Folketingets åbning. For hvis regeringen ville investere i uddannelse, så der kunne bygges flere skoler, ville det også give arbejde til dem, slutter Victoria Ninosca.

Læs også Strejke på 60 skoler


Faglige unge, elever, studerende og fagligt aktiver aktionerer og demonstrerer over hele landet i dagene omkring Folketingets åbning. Følg med i Arbejderen og på udafkrisen.dk.

6. oktober
Klokken 14-15 på Christiansborg Slotsplads i København: Demonstration for højere dagpenge og flere jobs.
Arr: Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 og Arbejdsløshedsklubben i 3F BJMF

Klokken 14 i København: Fordemonstrationer
Folkeskoleeleverne: Blaagaards Plads. Universitetsstuderende: Vor Frue Plads. Faglige unge: Tuborgvej. Seminariestuderende: Israels Plads. Gymnasieeleverne: Toftegårds Plads, Østerport Station og Christianshavns Torv.

Klokken 15 i flere byer: Den samlede elev- og studenterbevægelse indkalder til stor demonstration med fagforeningernes unge.
Arr: Ud af krisen

  • Rådhuspladsen i København
  • Lille Torv i Århus
  • Flakhaven i Odense
  • Hjultorvet i Viborg
  • Rådhustorvet i Sønderborg
  • Gammel Torv i Aalborg

7. oktober
Klokken 16-18 i Metal Hovedstaden, Nyropsgade 25:
TR-møde om faglige krav til de politiske partier.
Arr: LO Storkøbenhavn og FTF Region Hovedstaden

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:28

Indland