Børn skal have fritidstilbud - ikke lænker om fødderne, lyder reaktionen fra oppositionen på Christiansborg
Regeringens forslag til at bekæmpe unge kriminelle deler vandene på Christiansborg.
En samlet oppositionen tager afstand fra justitsministerens forslag om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år og til at putte fodlænker på børn ned til tolv år.
- Når der kommer et nyt valg, er vi enige med S om at føre den kriminelle lavalder tilbage til 15 år. Vi vil ikke være med til at sætte børn i fængsel, siger SF`s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.
I går fremlagde justitsministeren sammen med socialministeren 40 forslag, som - ifølge regeringen - skal få de unge ud af kriminalitet.
Socialdemokraterne kalder forslagene om at sænke den kriminelle lavalder og indføre fodlænker til børn for 'en falliterklæring af dimensioner' og 'inhuman'.
Også Enhedslisten vender tommelfingeren nedad:
- Regeringen har stoppet ørerne med vat. De vil simpelthen ikke have sandheden at vide, om hvad der virker for at stoppe kriminaliteten blandt børn og unge. Og ét er sikkert: Sænkning af den kriminelle lavalder virker ikke, fastslår Line Barfod.
Også Radikale er klar med kritik:
- Det her er helt ude i hegnet, og et tydeligt bevis på, at det er Dansk Folkeparti, som tegner regeringens politik. Jeg er dybt rystet over forslaget. Det er børn, vi taler om. Fodlænker er ikke vejen frem. Det er kommunernes og forældrenes ansvar, at vi ikke får børn ind på den kriminelle glidebane. Hvis dét skal lykkes, skal der en kæmpe social indsats til. Børnene skal have tilbud om fritidsaktiviteter, mentorordninger og andre tiltag - ikke lænker rundt om fødderne, siger partiets retsordfører Lone Dybkjær.
Regeringens plan
- Den kriminelle lavalder sænkes fra 15 til 14 år.
- Alle byretter skal have en til to 'ungedommere', der skal tage sig af at dømme unge under 18 år.
- Der skal indføres en ny type institutioner med øgede muligheder for at låse døre.
- Alle unge på sikrede institutioner skal screenes for psykiske problemer.
- Børn helt ned til tolv år skal kunne få elektronisk fodlænke på, så myndighederne kan kontrollere, om den unge er ude om aftenen. Politiet skal kunne køre den unge hjem, hvis pålægget om at være hjemme om aftenen ikke overholdes.
- Kommunerne skal betale en fast takst, når børn og unge fra kommunen opholder sig på sikrede afdelinger eller på Kriminalforsorgens institutioner.
Du kan læse hele planen på www.jm.dk eller downloade den nedenfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278