03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Byggeri rykker sig

Dansk Byggeri rykker sig

Tirsdag, 13. oktober, 2009, 00:00:00

Arbejdsgivere og fagforeninger må stå sammen om at forsvare den danske model, erkender Dansk Byggeri

Hvis ikke arbejdsgivere og fagforeninger formår at organisere firmaer og ansatte, så er organisationernes rolle udspillet, og politikerne vil komme på banen med lovgivning.
Sådan lød meldingen fra Børge Elgaard, direktør for Dansk Byggeri, på den konference, som Byggefagenes Samvirke i København afholdt i torsdags.
- Den danske model er truet, sagde Børge Elgaard ifølge Byggefagenes nyhedsbrev.
Med den danske model mener han princippet om, at arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig frem til løsninger uden politiske diktater og regler.
Det er nye og positive signaler fra byggeriets arbejdsgiverorganisation, understreger Byggefagenes Samvirke. Da byggefagene for to år siden gennemførte en aktion på københavnske byggepladser for at kortlægge løn- og arbejdsforhold for udenlandske arbejdere, kaldte Børge Elgaard dem for en selvbestaltet aktionsgruppe, som ikke var velkommen på byggepladserne..
På konferencen i torsdags understregede Børge Elgaard, at Dansk Byggeri bruger rigtig mange kræfter på at få de polske firmaer, som er med i organisationen, til at overholde overenskomsten.
- De lader som om de spiller med, men betaler aldrig løn, pension og kontingent, sagde Børge Elgaard. Han mener, at der altid vil være platugler i branchen og henviser blandt andet til de polske firmaer, hvor virksomheden og ansatte hjemmefra har aftalt lønnen.
- Det er edderbukme svært at hamle op med den slags, mener Børge Elgaard. Han ønsker, at det vil lykkes for fagbevægelsen, at få organiseret nogle af folkene på den slags pladser.
Lizette Risgaard, næstformand i LO, slog fast på konferencen, at hvis den danske model skal beskyttes, kræver det, at fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne sammen sørger for at overenskomstdække området. Hun mener, at straffene for overtrædelse af regler og aftaler skal skærpes.
Så langt erklærer Børge Elgaard sig enig, men han afviser et forslag fra byggefagene om at indføre det såkaldte 'solidaransvar, hvor bygherren er ansvarlig for at sikre, at en underentreprenør overholder sine forpligtelser i forhold til de ansattes løn- og arbejdsforhold.
- Det er at skyde gråspurve med kanoner, mener Elgaard.
Han har også tidligere afvist byggefagenes ønske om skiltning med hvilke firmaer, som er på en konkret byggeplads. Selvom Børge Elgaard ikke tror på ideen, erkender han nu, at det kan være værd at studere andre landes regler om skiltning, skriver Byggefagenes nyhedsbrev.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland