Vi i dansk fagbevægelse kan lære noget af den entusiasme og det gåpåmod, fagbevægelsen i Honduras lægger for dagen, siger Caja Bruhn fra 3F

- Vi kan ikke tillade, at det går ad helvede til hos kammerater i andre lande.
47-årige Caja Bruhn fra 3F-fagforeningen Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund i København summerer det hele op efter en halv times snak om, hvorfor det er vigtigt, at danske arbejdere støtter kollegerne i det mellemamerikanske land Honduras.
Den 28. juni kuppede en håndfuld stenrige familier magten i landet og smed den demokratisk valgte præsident, Manuel Zelaya ud. Siden er honduransk fagbevægelse blandt de kræfter, der stærkest organiserer kampen mod kuppet.
Men det betyder også, at dét at være faglig aktivist er blevet endnu farligere.
- Når man arbejder som faglig aktiv i Honduras, sker det med livet som indsats. De ved godt, at de ikke er sikre, siger Caja Bruhn, der er faglig sekretær i fagforeningen.

Farligt
Caja Bruhn læner sig frem i stolen på terassen bag LPSF -bygningen i Københavns nordvestkvarter, misser mod solen og fortæller om dengang, hun i marts i år sammen med en delegation fra 3F besøgte havnearbejderne i Honduras. Tre måneder før kuppet.
- Vi skal huske på, at i solidartitetsarbejdet gælder det om at beskytte dem. Det er vigtigt at belyse den farlige situation. Vi skal skabe offentlighed om problemerne, når kupmagerne overtræder menneskerettighederne, siger Caja Bruhn.
Hun har selv erfaring fra Mellemamerika, har boet i Nicaragua og kan spansk og har deltaget i en række solidaritetsprojekter, blandt andet SiD`s kvindeprojekt i Mellemamerika.

Havnearbejderne
Oprindeligt er Caja Bruhn uddannet litograf. Hun arbejdede i en årrække med fagligt arbejde i SiD, Specialarbejderforbundet i Danmark, som 3F hed inden, SiD blev slået sammen med Kvindeligt Arbejdereforbund
I 1980`erne arbejdede Caja Bruhn i et medborgerhus, deltog i et projekt med utilpassede unge i København og fik endelig job som faglig sekretær i LPSF i 2003.
Samarbejdet med havnearbejderne i Honduras opstod i årene efter 2007, da Havnearbejdernes landsklub i Danmark knyttede bånd til havnearbejderne i Honduras` naboland, Nicaragua.
Det skete på opfordring af 3F`s Solidaritets- og bistandsafdeling. Det blev til flere besøg og genvisitter.
3F opfordrede på et tidspunkt de danske havnearbejdere til at tage kontakt til havnearbejderne i Honduras, da disse havde større erfaring med at organisere løsarbejdere end nicaraguanerne. Dette er nemlig et stort problem i Nicaragua, hvor arbejdet på havnene er blevet udliciteret til private og arbejder uden overenskomst.
- Se, det er jo noget, vi i Danmark har erfaringer med, da forholdene i vores havne startede som et daglejersystem med løsarbejdere, og vi fik fællesoverenskomst på området allerede i 1910, som gælder for såvel løse- som fastansatte havnearbejdere, siger Caja Bruhn, der selv startede sit faglige arbejde helt tilbage i 1978 i Faglig Ungdom og lærlingenes landsorganisation LLO.
- Det viste sig, at havnearbejderne i Honduras havde tænkt på netop løsarbejderproblemet og har dannet en en fagforening for løsarbejdere med hjælp fra de fastansattes fagforening. De har faktisk allerede fællesoverenskomst for alle de fire havne, gældende for de fastansatte.
- Under den nu afsatte præsident, Manuel Zelaya, fik havnearbejderne afværget en udlicitering af havnene til private. Zelaya anerkendte, at udliciteringen blev droppet. Landet er kommet langt med demokratiske tiltag, lønnen er steget, efterslæbet er hentet hjem, de faglige har fået indflydelse, siger Caja Bruhn.
Hun tilføjer, at der naturligvis også skete forfølgelser under Zelayas styre - men at folket har oplevet demokratiske forbedringer.

Hammer-politiske
Hun fortæller, at den honduranske fagbevægelse er mere fagligt dygtige end de nicaraguanske kolleger.
- Nicaraguanerne er meget mere politiske. Men da der ikke er en modsætning mellem faglig og politisk kamp, skal jeg love for, at honduranerne efter kuppet i juni er blevet hammer-politiske De er i dag blevet nogle af de stærkeste kræfter i modstandsfronten, beretter Caja Bruhn..
En af de mest markante oplevelser for Caja Bruhn i Honduras i marts var en samtale med en kvindelig faglig aktivist fra en industrizone i tekstilindustrien.
- Jeg snakkede med hende i en hotellobby. Men pludselig sagde hun, 'nu skal vi snakke om noget andet'. Det viste sig, at der sad en politibetjent i civil lige ved siden af. Så vi begyndte at snakke ligegyldig fodbold, men det blev for kedeligt for politibetjenten, så han gik, fortæller Caja Bruhn.
I det hele taget har den danske fagforeningskvinde stor respekt for kollegerne i Honduras.
- Det er ikke mange fagbevægelser, der kunne overleve den modgang, de har oplevet. Tænk, pludselig skifter landet regering fra den ene time til den anden.
- Vi i dansk fagbevægelse kan lære noget af den entusiasme og det gåpåmod, fagbevægelsen i Honduras lægger for dagen.

Solidaritet
Havnearbejdernes Landsklub var nogle af de første til at sende solidaritetserklæringer til havnearbejderne i Honduras lige efter kuppet.
- Og det gør vi fortsat - vi er utrolig opmærksomme på situationen - Og som nogle af de første sendte 3F en repræsentant fra Havnearbejdernes landsklub til landet umiddelbart efter kuppet.
Caja Bruhn pointerer, at der er fuld opbakning blandt havnearbejderne her i Danmark over det meget aktive solidaritetsarbejde med kammerater i udlandet.
- Måske kan man af og til høre fra folk udenfor fagforeningerne spørge, 'hvorfor vi ikke bare plejer vores egne interesser og forhold, når det nu går så skidt hérhjemme?'
- Men hele ideen om fagbevægelsen bygger jo på solidaritet. Vi kan ikke tillade, at de går ad helvede til hos kammerater i andre lande, slutter Caja Bruhn.

Møde i Ålborg
Mød Erasto Reyes, tidligere tillidsmand i drikkevare-arbejdernes fagforening i Honduras. Han er i dag en af repræsentanterne for modstandsfronten mod kuppet.
I morgen, den 14. oktober klokken 17-19 i 3F Aalborg, Søndergade 62, 4. sal.