På blot fire år er dansk militærs udgifter til krigen i Afghanistan fordoblet fra 1,2 milliarder kroner i 2005 til 2,4 milliarder kroner i 2008
Det bliver dyrere og dyrere for Danmark at være i krig med Afghanistan: På bare fire år er omkostningerne til krigen fordoblet fra 1,2 milliarder kroner i 2005 til 2,4 milliarder kroner i 2008.
Det viser en opgørelse over militærets udgifter til krigen i Afghanistan fra Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen konstaterer, at '!opgørelsen er behæftet med usikkerhed'. Stigningen kan være endnu større. Udgifterne på 2,4 milliarder kroner i 2008, skal ses som 'et minimum', oplyser Rigsrevisionen til Arbejderen.
Det har nemlig været vanskeligt at kigge det danske militær efter i sømmene: Fremover skal det danske militær '!kunne redegøre mere præcist for både det forventede og det faktiske resurseforbrug til internationale operationer', lyder kravet til militæret fra Rigsrevisionen.
Rapporten er nu afleveret til statsrevisorerne, der står for de politiske udtalelser:
- Selvom Folketinget har givet sin tilslutning til operationen i Afghanistan, er der ikke tale om en selvbetjeningsbutik, understreger formand for statsrevisorerne, Peder Larsen overfor Arbejderen.
De næste fem år har militæret en ramme på 114 milliarder kroner. Men det betyder ikke, at militæret bare kan skalte og valte med skatteydernes penge:
- Forsvaret kan ikke bare omfordele en masse af sine ressourcer til indsatsen i Afghanistan. Forsvaret skal også løse en række andre opgaver som eksempelvis håndhævelse af Danmarks suverænitet og en række miljøopgaver på havet og i luften. Hver gang Forsvaret bruger flere penge på internationale operationer, er der færre penge til de andre opgaver, konstaterer Peder Larsen.
Militærets økonomidirektør, Niels Gotfredsen, lover, at det bliver bedre til næste år.
- Vi har gennemført en handlingsplan i samarbejde med revisionen, så vi kan rette op og fremvise mere retvisende regnskaber fremover, forklarer økonomidirektøren til Arbejderen.
Han mener fordoblingen i udgifterne især skyldes, at den danske indsats i krigen i Afghanistan er blevet intensiveret:
- Den danske indsats i Afghanistan har udviklet sig markant siden 2005. Danmark leverer en større indsats end tidligere, og har derfor et større aktivitetsniveau i Afghanistan end tidligere. Det betyder, at vi har flere soldater og mere materiel i Afghanistan. Kampene har en anden karakter. Vi mister mere materiel. Vi kører eksempelvis på vejsidebomber - og dem er der blevet flere af. Der er flere dødsfald, og det udløser en erstatning til de efterladte og til de sårede, siger Niels Gotfredsen.
Du kan finde Rigsrevisionens rapport på www.rigsrevisionen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278