01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvornår er børn voksne nok til at blive straffet?

Hvornår er børn voksne nok til at blive straffet?

Lørdag, 17. oktober, 2009, 00:00:00

En sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år flugter med FN`s anbefalinger, siger Brian Mikkelsen. Det er ikke korrekt, påpeger med-lemmer af FN`s Komite for Barnets Rettigheder

Debatten om den kriminelle lavalder fyldte også i den forgangne uge meget i medierne.
Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, kastede nyt brænde på debatten, da hun foreslog helt at afskaffe den kriminelle lavalder.
I stedet vil hun have et selvstændigt domstolesystem for alle lovovertrædere under 18 år. Og det vil ligefrem 'forbedre retssikkerheden for unge lovovertrædere, fordi de ville få deres sag behandlet i et ungdomsdomstolesystem i stedet for at blive udsat for abitrære vurderinger fra sagsbehandlere, der den ene dag lægger hovedet på skrå og siger nå og den næste er hård og konsekvent', skriver Ellen Trane Nørby.
Forslaget fik straks opbakning fra Dansk Folkeparti. Men det fik også Birgitte Holmberg Pedersen, medlem af Børnerådet og regeringens Ungdomskommission, på banen:
Hvis Danmark afskaffer den kriminelle lavalder, kan man reelt straffe børn uanset alder. Det vil være helt forkert og i strid med FN's Børnekonvention, påpeger hun.
- Det er vanvittigt, at man regner med, at børn er ansvarlige, når de ikke er det rent udviklingsmæssigt. Vi er ikke blege for at sige, at børn ikke er ansvarlige til så mange andre ting, som eksempelvis at købe alkohol eller tage vare på eget helbred, men når det kommer til kriminalitet, er der ingen grænser. Det hænger ikke sammen, siger Birgitte Holm Pedersen i en kommentar.
Hun henviser til, at FN's Børnekonventions artikel 40, stk. 3 forpligter landene til at fastlægge en minimumalder.
Men hvilken alder anbefaler FN? Det er der også strid om.
Da justitsminister Brian Mikkelsen fremlagde regeringens forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder, sagde han:
- Hvis man sætter den kriminelle lavalder ned til 14 år, så flugter det også med FN`s anbefalinger.
Men det er ikke korrekt, påpeger flere medlemmer af FN`s Komite for Barnets Rettigheder ifølge Politiken.
- Jeg ved ikke nok om ministeren til at afgøre, om han leder efter alibi. Men hans udtalelser minder om politiske udtalelser i andre lande, hvor politikere bevidst vildleder befolkningen, siger den tidligere FN-rådgiver Don Cipriani, som forfattede udkastet til FN`s holdning til den kriminelle lavalder.
FN`s Komite for Barnets Rettigheder fastslog i 2007 i rapporten Children`s Rights in Juvenile Justice, artikel 30, at en kriminel lavalder mellem 14 og 16 år er acceptabelt. Men komiteen gjorde det samtidig klart i artikel 32, at medlemslande hele tiden skal arbejde på at hæve den kriminelle lavalder, skriver Politiken.
- Ministerens udtalelse er helt klart ikke en korrekt udlægning af anbefalingen fra FN`s Komite for Barnets Rettigheder, siger Don Cipriani om justitsminister Brian Mikkelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland