01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO vil ulighed til livs

LO vil ulighed til livs

Lørdag, 17. oktober, 2009, 00:00:00

Fattigdommen stiger i Danmark, fremgår det af LO`s Hvidbog om ulighed. Lokalt gribes hvidbogen som et nødvendigt og relevant indspark i den kommunale valgkamp

I 2006 havde den rigeste tiendedel i Danmark 60.600 kroner mere i hånden end i 2001. Til sammenligning havde den fattigste tiendedel kun fået 2200 kroner.
Det er blot ét af mange konkrete eksempler, som er nævnt i Hvidbog om ulighed 2009, som LO har udgivet for nylig.
- Vi kan med et hav af eksempler dokumentere at uligheden øges, og at der bliver flere fattige i Danmark, siger Steen Jørgensen til Arbejderen.
Han er økonom i LO og har været med til at lave hvidbogen, der tydeliggør skellet mellem rig og fattig.
- Med de mange konkrete eksempler ønsker vi at synliggøre, at her er et stort problem. Vi kan se, at mere end 37 procent af de ufaglærtes børn ingen uddannelse får. Det står i skærende kontrast til regeringens egen målsætning om, at 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, lyder det fra LO-økonomen.
Uligheden viser sig ikke alene på uddannelsesområdet. Den afspejles også i indtægtsforhold, måden vi bor på, arbejdsvilkår og sundhedstilstand.
Med hvidbogen lægger LO op til en forstærket indsats imod uligheden i det danske samfund.

Politisk handling
Det skal være slut med, at det er forældrenes sociale baggrund, der bestemmer børn/unges vej gennem uddannelse og arbejdsliv. Men dokumentation og ord gør det ikke alene. Skal udviklingen vendes kræver det politisk handling til, fastslår LO.
Hvidbogen er derfor også tænkt som et redskab i valgkampen op til kommunevalget. Bogen indeholder også en række konkrete anbefalinger til politikændringer for eksempel på folkeskoleområdet, på arbejdsmarkedet, skattepolitik, boligpolitik, fortæller Steen Jørgensen.
Det har Helle Nielsen, formand for LO Odense, grebet. Hun genopstiller til byrådet i Odense for Socialdemokraterne og hilser bogen om ulighed mere end velkommen.
- Jeg er rigtig glad for, at LO blander sig i den politiske dagsorden og med den her hvidbog tager fat på så alvorligt et emne. Det passer som fod i hose, at den kommer lige nu. Den kan bruges både i forhold til kommunalvalget og også i valgkampen til det næste folketingsvalg, som forhåbentlig kommer snart, siger hun til Arbejderen.
Bogen synliggør efter hendes opfattelse, at den politik, som regeringen og Dansk Folkeparti står for, øger uligheden og dermed sammenhængskraften i Danmark.
- Derfor er der brug for andre politiske løsninger på landsplan og lokalt, siger Helle Nielsen.
Odense havde i går besøg af 'Lige muligheder nu'-Kampagnen, der har været på besøg i fem byer i denne uge, retter sig mod den stigende ulighed i Danmark. Bag kampagnen står LO og 17 andre organisationer blandt andet Amnesty og Børns Vilkår.
Et af kampagnens hovedbudskaber lyder: 'Stop starthjælpen'.
- Jeg kan ikke være mere enig. Starthjælpen har fanden skabt, og det er tydeligt, at den er med til at fastholde folk i fattigdom, mener Helle Nielsen.

Flere ressourcer
Formand for LFS i København, Britt Petersen, synes det er rigtig godt, at LO forsøger at spille direkte ind i forhold til kommunalvalget med en dagsorden om ulighed.
- Som fagforening bekymrer det os, hvordan alle står i kø med forslag til behandling af symptomerne på ulighed. Vores medlemmer arbejder dagligt med børn af socialt belastede familier. Skal vi for alvor uligheden til livs, så kræver det en mere sammenhængende indsats og først og fremmest, at de her familier sikres bedre vilkår, siger Britt Petersen til Arbejderen.
Hun efterlyser flere ressourcer til de udsatte børn og hjælp til at bringe deres forældre ud af kontanthjælp. Den hjælp kræver politisk handling, jo hurtigere jo bedre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland