01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Snavs skal stå i kontrakten

Snavs skal stå i kontrakten

Lørdag, 17. oktober, 2009, 00:00:00

Kontraktstyring forpester de ansattes hverdag i børnehaver og skoler i Århus. Udlicitering er et vigtigt tema i valgkampen, siger fagforening

Når århusianske børnehavebørn har slæbt ekstra mudder fra legepladsen ind i børnehaven på en regnvejrsdag, eller gymnastiksalen på en af kommunens skoler flyder efter en skolefest, må rengøringsarbejderne ikke længere give den en ekstra skalle.
De skal skynde sig videre til det næste lokale, der skal gøres rent, selvom det ikke trænger lige så meget.
- Rengøringsassistenterne er på kontrakt, så de er nødt til at holde sig stramt til deres arbejdsplan. Der er ikke fleksibilitet til at gøre andet end den opgave, der er aftalt, fortæller fællestillidsmand for rengøringen på børn- og ungeområdet i Århus, Dea Sten Andersen, til Arbejderen.
Private firmaer har længe stået for rengøringen på kommunens skoler. Men fra den første oktober har de private også bredt sig til rengøringen på størstedelen af daginstitutionerne, efter opgaven blev sendt i udbud af kommunen. Der er nu kun offentligt ansatte rengøringsarbejdere på 80 af kommunens 350 daginstitutioner.
- Kommunen tror de kan spare nogle penge ved at udlicitere, fordi de privates overenskomster tillader de ansatte at arbejde 30 procent hurtigere. Men der er ingen, der kan arbejde så hurtigt. Konsekvensen bliver dårligere kvalitet og hurtigere nedslidning - det hører vi også fra de få ansatte, der er fulgt med over i de private firmaer, siger Dea Sten Andersen.
Århus rangerer højt på listen over kommuner med mange opgaver i udbud.
I den lokale 3F-afdelings offentlige gruppe har formand Hans Sig Nielsen set både gartnere, rengøringsarbejdere, vejfolk og cateringansatte ryge i udbud.
Han nikker genkendende til problemet med de stramme kontrakter.
- Hvis en af de kommunale gartnere tidligere så noget affald flyde på en boldbane eller et par grene stikke ud på en hæg, der lige var blevet klippet, så tog de selv initiativet til at ordne det. Men det må de ikke i dag, for det står ikke i kontrakten, siger Hans Sig Nielsen.
Han mener, at udliciteringerne har skadet fagligheden og de ansattes indflydelse på deres arbejde.
- Måske er hækkeklipningen lagt ud til et privat firma, og så skal de kontaktes og opgaven prisfastsættes, før de ekstra grene kan blive klippet, forklarer han.
For 3F er udliciteringen et vigtigt tema i det kommende kommunalvalg.
Fagbevægelsen i Århus har lavet en aftale med Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF om at de kommunale udbud skal ses efter i sømmene, hvis de tre partier får flertal i kommunalbestyrelsen.
- Så jeg håber, at vi ikke kommer til at se mere af den slags de næste fire år, siger Hans Sig Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland