24 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

PET nægter aktindsigt

PET nægter aktindsigt

Lørdag, 24. oktober, 2009, 00:00:00

Overvåget kan ikke få at vide, om han har været registreret: Det vil skade efterretningstjenestens virksomhed, mener PET

Bent Nielsen fra Vordingborg, kan hverken få af- eller bekræftet, om hans navn er opført i PET`s registre.
Han er tidligere afdelingsformand og hovedbestyrelsesmedlem for Teknisk Landsforbund og folketingskandidat for DKP. Efter at have læst Arbejderens artikler om overvågning af fagligt aktive, DKP`ere og fredsfolk blev han nysgerrig.
Den 14. oktober skrev Bent Nielsen til PET og bad tjenesten oplyse, om han er registreret i PET`s arkiver - i så fald vil han godt se oplysningerne. Få dage efter - den 20. oktober - kom svaret:
Det er PET`s '... faste og langvarige praksis, at der i almindelighed ikke gives aktindsigt i oplysninger, som efterretningstjenesten har om en person', skriver PET.
Efterretningstjenesten henviser til, at hele PET`s virksomhed og effektivitet - og dermed den danske stats sikkerhed, står på spil.
Tilbage sidder Bent Nielsen med en dårlig smag i munden:
- Hvis PET har registreret mig, har de handlet ulovligt. Derfor har jeg da krav på i det mindste at få oplyst, om jeg er registreret. Men det vil PET ikke oplyse mig om. Det styrker min mistanke om, at jeg er registreret. Det begrænser folks ytringsfrihed at være overvåget. Man føler sig mindre fri, og udsætter sig selv for selvcensur. Overvågning går jo også ud over din omgangskreds og familie, siger han.
Bent Nielsen har tilbage i tiden været formand for murernes lærlingeforening i København, med i bestyrelsen for Faglig Ungdom i København og med i bestyrelsen af Demokratisk Ungdoms Verdensforbund.
PET`s afgørelse kan indklages for justitsministeren - og det har Bent Nielsen tænkt sig at gøre.
Afslaget kommer ikke bag på advokat og talsperson for PET-komitéen, Bjørn Elmquist:
- Det undrer mig ikke, at PET giver afslag. Det har været fast praksis i mange år. Der sker ikke noget så længe, der ikke er en lov, der tvinger PET til at give borgerne aktindsigt. Derfor håber jeg, at politikerne vil mande sig op og vedtage, at borgerne har ret til aktindsigt, siger han til Arbejderen.
Efter en måneds venten modtog Arbejderen i onsdags svar fra PET på, hvor mange mennesker der har krævet at se deres mappe hos PET i kølvandet på PET-kommissionens rapport: Foreløbig har PET fået 22 henvendelser.


Overvåget
Vil du også se din mappe hos PET? Så send en mail til PET (pet@pet.dk) hvor du beder om aktindsigt i de oplysninger, de har om dig.
Arbejderen vil meget gerne have besked fra alle, der søger aktindsigt. Ring på telefon 50 77 79 02 eller send en mail til ml@arbejderen.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland