24 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vismænd: Sæt arbejde i gang

Vismænd: Sæt arbejde i gang

Lørdag, 24. oktober, 2009, 00:00:00

De økonomiske vismænd foreslår yderligere offentlige investeringer på ti milliarder kroner næste år, ellers vil arbejdsløsheden eksplodere. Men Hjort siger nej

Der skal sættes gang i økonomien ved hjælp af yderligere offentlige investeringer på ti milliarder kroner næste år. Ellers vil arbejdsløsheden eksplodere, advarer de såkaldte økonomiske vismænd.
Men finansminister Claus Hjort Frederiksens svar er et klart nej.
- Den planlagte vækst i de offentlige investeringer i 2009 og 2010 er i forvejen den største siden midten af 1960`erne og større end i andre OECD-lande, siger Claus Hjort Frederiksen.
En dugfrisk OECD-analyse viser dog noget helt andet, påpeger professor i økonomi og arbejdsmarkedspolitik Flemming Ibsen, Aalborg Universitet. Den viser, at 12 OECD-lande har taget større kriseinitiativer end Danmark.
- Danmark ligger i den tynde ende - som OECD's tal også viser, siger Flemming Ibsen til Information.
Han vurderer, at regeringen er ganske godt tilfreds med den høje arbejdsløshed, som trykker lønningerne og dermed gør det muligt for arbejdsgiverne at producere til lavere priser, uden at det går ud over profitten.
Vismændene afviser, at deres forslag om yderligere offentlige investeringer vil lempe løntrykket. Det begyndende opsving, som de ser komme, er nemlig så 'forkølet', at arbejdsløsheden vil vokse uanset, vurderer de.
Brancheorganisationen Dansk Byggeri støtter forslaget og peger på den eksplosive udvikling af arbejdsløsheden i byggebranchen.
- Vi står midt i den største konjunkturtilbagegang for dansk økonomi siden Anden Verdenskrig. Beskæftigelsen vil næste år ligge næsten ti procent under gennemsnittet for 1985-2010, siger Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen.
Dansk Arbejdsgiverforening er forbeholden. Men til gengæld begejstret for vismændenes forslag til, hvordan pengene skal tilbage til statskassen igen, når krisen er overstået: Vi skal have udfaset efterlønsordningen og halveret dagpengeperioden, sådan som Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået.
Det vil også være med til at løse problemet med underfinansieringen af regeringens 2015-plan, som lægger begrænsninger på det offentlige forbrug, mener vismændene
Mens fagbevægelsen længe har krævet, at der bliver sat arbejde i gang via offentlige investeringer, møder vismændenes 'regning' skarp kritik fra denne side.
- En kortere dagpengeperiode betyder, at flere mister retten til dagpenge og i stedet overgår til kontanthjælpssystemet. Det vil føre til flere fattige - ikke højere beskæftigelse, siger Harald Børsting, formand for LO.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland