28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ansatte alene på aftenvagt

Ansatte alene på aftenvagt

Lørdag, 31. oktober, 2009, 00:00:00

Udviklingshæmmede på nordjyske bosteder må flere steder klare sig med en enkelt ansat i dag- og aftenvagter. Nedskæringer rammer hele regionen

Klokken syv om morgenen møder Marianne Sigsgaard og hendes kolleger til et par travle timer på boformen Østermarken i den vesthimmerlandske by Aars.
Inden klokken ni skal de udviklingshæmmede voksne beboere vækkes, hjælpes i bad og i tøjet, spise morgenmad, tage medicin og endelig følges over i deres dagtilbud.
Men fra årsskiftet får bostedets ansatte endnu mere travlt. På grund af nedskæringer risikerer både dag- og aftenvagter at være en ad gangen til at hjælpe seks beboere i det ene hus, og to ansatte til ti beboere i det andet hus ved ferier, sygdom og afspadsering.
- Nogle gange kan vi måske få nattevagten til at blive lidt længere og hjælpe om morgenen. Men vi får travlt, og der bliver ikke samme tid til det sociale og pædagogiske arbejde, som ligger ud over den praktiske hjælp. Der er ingen tvivl om, at det vil betyde mere stress for os og dårligere service for beboerne, siger Marianne Sigsgaard, der er bostedets tillidsrepræsentant, til Arbejderen.
De udviklingshæmmede i Vesthimmerland er ikke de eneste i landsdelen, der bliver ramt af nedskæringer. Med undtagelse af Aalborg og Thisted har borgmestrene i samtlige kommuner i Region Nordjylland besluttet at skære fem procent af de sociale budgetter, og det er mere end dobbelt så meget som i resten af landet.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg tror slet ikke borgmestrene aner, hvad det kommer til at betyde for hverdagen ude i kommunerne. Det er både bosteder, dagtilbud og alle andre sociale tilbud, der bliver ramt af deres beslutning, siger Peter Kristensen, kredsformand for Socialpædagogerne i Nordjylland.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland