300 socialarbejdere, eksperter, hjemløse og tidligere hjemløse var sidste weekend samlet i København for at diskutere, hvordan hjemløsheden kan afskaffes gennem inddragelse af brugerne.
Det skete på den årlige konference i FEANTSA, den europæiske sammenslutning af organisationer der arbejder med hjemløse, hvor brugerne for første gang var inviteret til at lede de afgørende debatter.
Edo Paardekooper, Holland>
Edo Paardekooper er økonomi- og sociologiuddannet fra Amsterdams Universitet. Han arbejdede i 15 år som organisationsanalytiker i en bank, indtil et stress-sammenbrud og et medfølgende alkoholmisbrug sendte ham på gaden i 2004.
Under sine ophold på Frelsens Hærs herberger blev Edo Paardekooper valgt som talsperson for sine bofæller.
Han er nu formand for det nationale brugerråd i Frelsens Hær og medstifter af en landsdækkende organisation, der arbejder med at sikre hjemløse selvbestemmelse.
- Det er os, der ved, hvilke problemer vi slås med, og hvad vi har brug for! Politikerne tror måske, at de ved bedre, men det gør de ikke. Der er langt fra livet på gaden til beslutningstagernes kontorer. Derfor er det helt naturligt, at vi, der bliver påvirket af lovene, skal være med til at lave dem. Og i Holland har vi fået indført en lov, der sikrer os hjemløse høringsret i spørgsmål, der vedrører vores liv, siger han.
Anna Orbán, Ungarn
Anna Orbán har læst marketing og kommunikation og arbejdet i internationale firmaer og på regeringskontorer.
For seks år siden mistede hun sit arbejde og havde ikke råd til at betale sin lejlighed mere. Hun blev hjemløs og bor nu på et kvindeherberg i Budapest.
- Vi hjemløse har også bidraget til vores eget liv og til samfundet. Vi har måske arbejdet og forsørget en familie før. Brugerinddragelse er vigtigt, fordi vi med det kan sikre, at folk, der har brug for hjælp, kan bevare værdigheden og stoltheden. Vi, de hjemløse, ved udmærket, hvad vi ønsker. Men vi er blevet marginaliserede, og vi har brug for et partnerskab, så vi kan komme tilbage til arbejdet og livet, siger Anna Orbán.
Declan O'Connell, Irland
Declan O`Connell er folkemusiker og trommeslager og har i flere år boet på gaden og forskellige herberger i organisationen Focus Ireland.
Han bor for tiden i sin egen lejlighed og har netop stået i spidsen for Dublins hjemløse i arbejdet med at formulere en deklaration med hjemløses rettigheder og ansvar.
Nu vil han læse sociologi på Dublins Universitet med speciale i selvbestemmelse.
- Uanset hvor forskellige vi er, er vi alle mennesker og vi har alle ret til respekt. Vi har brugt seks måneder på at formulere vores rettighedsdeklaration på baggrund af interviews og møder med de hjemløse. Erklæringen hænger nu på herberger og brugercaféer over hele Irland. Det giver de hjemløse et bevis på,, at de har krav på at blive respekteret og lyttet til, men også ansvar for at ændre deres eget liv, siger Declan O`Connell
Mike Seal, England
Mike Seal er tidligere heroinmisbruger og vagabonderede i flere år mellem besatte huse, sine venners sofaer og psykiatriske indlæggelser.
Gennem et folkekøkken begyndte han i begyndelsen af 90`erne at kæmpe for hjemløses rettigheder.
I dag er han lektor i samfundsvidenskab og en af Englands mest anerkendte forskere i hjemløsespørgsmål. Mike Seal har udviklet et undervisningsprogram for hjemløse og skrevet flere bøger om emnet.
- Jeg er med til at uddanne hjemløse til selv at forske i hjemløshedens årsager og løsninger. De fleste andre projekter for hjemløse giver en passiviserende hjælp. Det er et system, der bygger på afhængighed, som fastholder de hjemløse på gaden og giver regeringen mulighed for at skyde skylden på de hjemløse selv, siger han og fortsætter:
- Men i vores program kæmper de hjemløse for både at ændre deres egen situation og samfundet. De lærer, at deres situation ikke skyldes, at de har gjort noget galt. Hjemløshed skyldes en fejl i systemet, og kun hvis systemet ændres, kan hjemløsheden bekæmpes. Og de hjemløse er de rette til at ændre samfundet. De har intet at miste.
Guillermo Bono, Spanien
Guillermo Bono er kemiingeniør og har en doktorgrad i management. Som færdiguddannet fik han arbejde i en multinationalt medicinalfirma, men på grund af voksende misbrugsproblemer mistede han sin familie, sit hjem og sit arbejde.
Guillermo Bono levede i to år som hjemløs i Barcelonas gader, men er nu næsten færdig med sin misbrugsbehandling og er blevet aktiv i afvænningsorganisationen Rauxa.
Han arbejder i øjeblikket med at færdiggøre et nyt speciale fra Barcelonas Universitet i stofafhængighed og sociale konsekvenser.
- At deltage er at gå fra at være klient til at blive et menneske, som andre regner med. Vi bør ikke spørge, hvordan de udsatte inddrages i samfundet igen, men hvorfor de overhovedet bliver ekskluderet. Det siger noget om de mærkelige værdier, der styrer vores verden i dag, konstaterer Guillermo Bono.
Biggy Hartung, Tyskland
Biggy Hartung er født og opvokset i Schweiz. Hun har levet som hjemløs i Tyskland op gennem 80`erne og 90`erne, men i 1997 begyndte hun at arbejde for det tyske projekt 'Byg-bo-arbejd', hvor de hjemløse selv bygger deres egne huse og lokalsamfund.
Siden 2000 har Biggy Hartung siddet i organisationens ledelse og er i bestyrelsen for Tysklands officielle brugerorganisation af hjemløse. Hun er desuden en dygtig tegner.
- Man kan kun kæmpe sig ud af hjemløsheden, når man får mulighed for selv at tage ansvar for sit liv, og selv at sige, hvad man ønsker. Ellers ender man med at leve socialarbejderens liv, og ikke ens eget. I takt med, at de hjemløse selv bygger deres eget hjem i 'Byg-bo-arbejd' bliver de uddannede til at lede lokalsamfundene. Det har givet mange af de tidligere hjemløse den selvtillid tilbage, som man mister på gaden, fortæller hun.
- Det handler om at vække folks talenter og se på alt det, vi hjemløse har at bidrage med til samfundet - så har I slet ikke råd til at undvære os.
Steen Viggo Jensen, Danmark
Steen Viggo Jensen er tidligere gadehjemløs. Han har en lejlighed i dag, men sover stadig på gaden i ny og næ.
Han er fast skribent på hjemløseavisen Hus Forbi, hvor han har sin egen klumme. Steen Viggo Jensen er forfatter til bogen 'Vorherres Køkkenhave' med madlavning baseret på vilde danske urter.
Han arbejder også i projekt Gadeklog, hvor han underviser de ældste elever i folkeskolen i hjemløshed og derigennem i projekt UDENFOR, som var vært for FEANTSA-konferencen.
- Som gadehjemløs har man lige så meget krav på respekt som enhver anden samfundsborger. Men vi oplever gang på gang at blive råbt efter, pisset på og spyttet ad. Det håber jeg, at jeg kan være med til at ændre ved at fortælle i folkeskolen om livet som hjemløs. Konferencen her styrke vores internationale samarbejde og kan være med til at rykke politisk for mere brugerinddragelse. Det er helt nødvendigt at basere hjemløsearbejdet på erfaringerne fra os, der har oplevet medaljens bagside. Det er jo os der har skoene på, der ved, hvor de trykker. Det kan man ikke uddanne sig til.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278