01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdstilsynet risikerer nedskæring

Arbejdstilsynet risikerer nedskæring

Tirsdag, 03. november, 2009, 00:00:00

Arbejdstilsynet står til at miste 70 millioner kroner næste år. Tæt på katastrofe, siger fællestillidsmand i Arbejdstilsynet

af Hans Brinkmann
Velfærdsforliget fra 2006 løber ud til nytår, dermed forsvinder 70 millioner kroner fra Arbejdstilsynet. Det betyder, at mellem 120 og 150 ansatte skal fyres inden sommerferien, hvis finanslovsforslaget vedtages uændret.
- Det ser ud til, at regeringen og forligspartierne bag arbejdsmiljøreformen ikke vil fortsætte med det årlige bidrag til velfærdsindsatsen på cirka 70 millioner kroner. Det er tæt på en katastrofe. Vi har hele tiden troet på, at der kunne findes midler, så vi kunne fortsætte med at forbedre arbejdsmiljøet, siger Martin Skåning, fællestillidsmand for de ansatte i tilsynsregion Midt- og Nordjylland.
- Hvis det gennemføres, så vil det være umuligt at opretholde det nuværende niveau i Arbejdstilsynet. Mellem 16 og 20 procent af de ansatte i tilsynet vil forsvinde, siger han.
- Der er mange argumenter for at beholde de ansatte i Arbejdstilsynet. Nogle af de vigtigste er forebyggelsen af nedslidning, sygefravær og stress. Set i et økonomisk perspektiv er det ulogisk at skære i de forebyggende tiltag indenfor ergonomi og psykisk arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet har arbejdet med i velfærdsindsatsen. Specielt set i lyset af de stigende sundhedsudgifter, siger Martin Skåning.
Allerede sidste år advarede FOA på sin kongres mod nedskæringerne, men regeringen ser ud til at fastholde, at de ekstra midler fra velfærdsforliget var en engangsforeteelse. Uanset at tilsynet har fået flere opgaver siden.
Arbejdstilsynet har fået nye opgaver med rygelov, forebyggelse og vejledning, uden der er fulgt nye ressourcer med. Samtidig skal tilsynet årligt 'effektivisere' to procent på driften, det vil sige hvert år falder bevillingerne med to procent.
De ekstra penge fra velfærdsforliget var i virkeligheden kun med til at genoprette de åbenlyse mangler, som tilsynet har lidt af siden den borgerlige regering kom til, mener FOA, som opfordrer Folketinget til at gøre velfærdsbevillingen permanent.

Artiklen er hentet på www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland