28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre har fået nok

Forældre har fået nok

Lørdag, 07. november, 2009, 00:00:00

Forældre kæmper imod store nedskæringer på københavnske daginstitutioner. Pædagoger og medhjælpere er også rasende

Når de københavnske politikere i børne og unge udvalget mødes på mandag på Københavns Rådhus, bliver de mødt af vrede forældre.
- Vi vil ikke finde os i de kæmpemæssige nedskæringer, som kommunen planlægger på daginstitutionerne. Det er simpelthen uforsvarligt, siger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation (KFO) til Arbejderen.
Der er planer om at spare i gennemsnit fire procent på børneområdet i København. Det svarer til, at en gennemsnitlig børnehave eller vuggestue skal skære omkring 250.000 kroner af budgettet. Det er en historisk stor nedskæring, som er indeholdt i det budgetforlig, der er underskrevet af alle partierne i Borgerrepræsentationen.
- Politikerne har sagt, at de ikke vil spare direkte på børnene, men det her kan ikke undgå at ramme børnene. Det er den ganske almindelige omsorg, man truer nu. Det handler ikke om nogle fede projekter, som der ikke bliver råd til, understreger Nina Reffstrup.
KFO opfordrer alle forældre til at protestere over nedskæringerne og deltage i en aktion på mandag klokken 15.30 foran rådhusets bagindgang. Her vil politikerne blive konfronteret med konsekvenserne af nedskæringerne. Både børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Socialdemokraternes spidskandidat Frank Jensen er indbudt som talere.
Også blandt pædagoger og medhjælpere er der oprør over nedskæringerne. Utilfredsheden var stor, da der i går blev afholdt møde for tillidsrepræsentanter og ledere i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS).
'Millionbesparelser i den størrelsesorden, som institutionsområdet rammes af, vil udover stærkt forringede forhold for børnene, få dybt alvorlige og helt uoverskuelige arbejdsmiljøkonsekvenser for medarbejderne på det pædagogiske område', hedder det i en udtalelse fra mødet.
Tillidsfolk og ledere kræver, at politikerne forholder sig til konsekvenserne af deres beslutninger og finder nedskæringer, hvor det ikke påvirker det direkte arbejde med børn og unge. De mødes igen på mandag for at diskutere situationen.


Det laver KFO
Aktion på mandag den 9. november klokken 15.30 foran bagindgangen til Københavns Rådhus.
Valgmøde på tirsdag den 10. november klokken 19 på Ideal Bar, Enghavevej 40, København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland