28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kæmpe klimaprotest

Kæmpe klimaprotest

Tirsdag, 10. november, 2009, 00:00:00

Over 165 organisationer fra 20 lande støtter den store klimademonstration 12. december. Heriblandt er Socialdemokraterne, SF og Radikale

Under overskriften 'Kloden først - mennesker først' vil titusindvis af mennesker lørdag den 12. december, midt under klimatopmødet i København, gå på gaden i en familievenlig og fredelig demonstration for en ambitiøs klimaaftale.
Initiativet bag består af et bredt udsnit af organisationer og netværk, foreninger og partier som for eksempel Verdensnaturfonden, Folkekirkens Nødhjælp, NOAH og Mellemfolkeligt Samvirke.
- Klimatopmødet er en afgørende chance for at kræve, at verdens ledere tager ansvar for klodens fremtid ved at indgå en fair, ambitiøs og bindende aftale, der er socialt og globalt retfærdig, siger Knud Vilby, som er talsmand for initiativet.
- Lige nu er udsigterne desværre ikke alt for opløftende, og derfor mener vi, at det er nødvendigt, at civilsamfundet er med til at understrege vigtigheden af en global aftale, som er fair, ambitiøs og bindende samt socialt og globalt retfærdig. Det vil vi den 12. december gøre igennem en bred støttedemonstration, der skal være åben for alle, fortsætter han.
Over 165 organisationer fra mere end 20 forskellige lande anbefaler demonstrationen. Fra Danmark er mere end 55 organisationer, fagforeninger og partier med. Det gælder blandt andet Socialdemokraterne, SF, Radikale, Enhedslisten og Kommunistisk Parti. Blandt fagforeninger, som bakker op, kan nævnes BUPL, Danmark Lærerforening, LO Storkøbenhavn, 3F Silkeborg, Byggefagenes Samvirke København, 3F LPSF og LFS.
Alle opfordres til at få deres fagforening eller organisation med på listen over anbefalere. Det kan ske på mail: info@12dec09.dk eller på hjemmesiden www.12dec09.dk
Demonstrationen starter klokken 13 fra Christiansborg Slotsplads og går derfra til Bella Centret, hvor klimatopmødet finder sted.
Samme dag finder lignende manifestationer sted i op mod 100 lande verden over. I nogle af vores nabolande er demonstrationerne rykket frem til lørdag den 5. december, så folk har mulighed for også at deltage i København ugen efter.
Også i en række danske provinsbyer planlægges demonstrationer den 5. december. Det er for eksempel tilfældet i Århus og Odense.

Stor demonstration lørdag den 12. december klokken 13 fra Christiansborg Slotsplads. Læs mere på www.12dec09.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:08

Indland