28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pædagoger strejker i dag

Pædagoger strejker i dag

Tirsdag, 10. november, 2009, 00:00:00

En uge før kommunal-valget nedlægger pædagogerne arbejdet i København og forældre planlægger blokader. Politikerne bryder deres budgetløfter, siger KFO

Her til morgen nedlægger pædagoger og medhjælpere i mange københavnske vuggestuer, børnehaver og fritidshjem arbejdet i protest mod voldsomme nedskæringer.
Klokken 15 demonstrerer de på Rådhuspladsen, og klokken 19 i aften forventes hundredevis af vrede, københavnske forældre at konfrontere borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og resten af rådhusets børne- og ungepolitikere på et valgmøde på Vesterbro. Forældrene har udråbt i morgen til at være deres store aktionsdag.
- Hvis ikke politikerne har fundet en løsning inden, så tror jeg der bliver ballade, siger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation, til Arbejderen.
Pædagogerne og forældrene raser over de besparelser, som politikerne har besluttet.
Nedskæringerne er et direkte løftebrud fra budgetaftalen, hvor politikerne lovede at spare 'uden at ændre på den service København i dag tilbyder børnefamilierne', siger Nina Reffstrup.
- Der skal spares så mange penge på hver institution, at det kun kan tages fra lønkronerne, og det betyder færre pædagoger og dårligere service, forklarer hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til løftebruddet fra Bo Asmus Kjeldgaard, men SF`s andet medlem af børne- og ungeudvalget, Heinrich Metz, erkender overfor Arbejderen, at nedskæringerne kommer til at betyde dårligere service.
- Men jeg synes ikke, vi har brudt nogle løfter. Alle har hele tiden vidst, at der ville ske nedskæringer i budgettet. Vi har jo ikke flere penge, siger han til Arbejderen.
Onsdag i sidste uge blev udvalget enige om nedskæringer for omkring 200 millioner kroner på blandt andet tosprogsordninger, sundhedspleje og administration. Kun efter pres fra Enhedslisten, blev en omstridt diskussion om også at skære kompensationen til de 450 institutioner, som har mange trapper og langt til legepladsen, udskudt til i går.
- Vi vil simpelt hen ikke gå med til det, for det vil føre til en direkte og socialt skæv forringelse. Det passer ikke, at vi ikke har flere penge. Vi har peget på flere administrative steder, de kan hentes udenfor børne- og ungeudvalget, siger Rikke Lauritzen (Ø), til Arbejderen.
Mens politikerne i går gik til møde om besparelserne på Rådhuset, demonstrerede flere hundrede forældre i regnen udenfor.
Mødet var ikke slut ved Arbejderens deadline.


Røre i København
KFO holder valgmøde i dag klokken 19 på Ideal bar, Enghavevej 40 på Vesterbro.
Pædagogerne demonstrerer i dag klokken 15 på Rådhuspladsen.
Følg med på kfo.dk og lfs.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:07

Indland