Regeringens og Dansk Folkepartis investeringer i flere job svarer kun til sidste måneds stigning i arbejdsløsheden for 3F`s medlemmer
Knap fem milliarder kroner over en fireårig periode. Det er hvad regeringen og Dansk Folkeparti vil afsætte til fremrykkede offentlige investeringer, som kan sætte arbejde i gang.
- Det bliver sværere at være kriminel, bedre at være ældre og lettere at være ung under uddannelse. Ikke noget dårligt resultat af en finanslov, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen om resultatet.
Helt så positivt er signalet ikke fra fagbevægelsen, der har efterlyst en reel jobpakke i form af øgede offentlige investeringer.
- I vores forbund blev vi 1100 flere ledige alene i sidste måned. Det er flere end de job, finanslovsaftalens såkaldte 'vækstpakke' skaber i hele 2010. Det er rent ud sagt at gøre grin med vores arbejdsløse medlemmer, siger 3F`s cheføkonom Anita Vium til Arbejderen.
3F mener, at regeringen bør fælge vismændenes anbefalinger om yderligere offentlige investeringer på 26,5 milliarder kroner i 2010 og 2011.
- Det, de kommer med nu, er mindre end en tiendedel af dette beløb. Regeringen og Dansk Folkeparti har brugt tre dage på at diskutere, om et nyt jysk sygehus skal ligge 16 kilometer længere mod vest, i stedet for at diskutere de store problemer, som krisen skaber for vækst og beskæftigelse, konstaterer Anita
Hovedparten af de 4,9 milliarder kroner i den såkaldte vækstpakke er øremærket til ny asfalt på vejene samt renovering af vejbroer. Dertil kommer en halv milliard kroner til renovering af sygehuse - hvor regionerne dog skal komme med halvdelen selv. Havne og moler skal repareres for 210 millioner kroner.
Regeringen bruger den økonomiske aftale med kommunerne som bevis på, at de også på andre områder gør noget for beskæftigelsen. Her står der, at kommunerne kan iværksætte anlægsinvesteringer for 20 milliarder kroner i 2010. Om de kan nå målet, er dog meget tvivlsomt, vurderer Martin Madsen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Én ting er, hvad kommunerne har lov til. Noget andet er, hvad de har råd til. Kommunerne budgetterer tilsammen med anlægsinvesteringer for 17 milliarder kroner i 2010. Men hvis kommunernes indtægter falder mere end budgetteret på grund af krisen, kan de blive nødt til at opgive projekter, advarer Martin Madsen.
I stedet burde man satse på en offentlig investeringspulje, som kommunerne kunne søge af. Så kunne man målrettet sætte gang i de nødvendige renoveringsarbejder, mener Martin Madsen
Finansloven sikrer ikke højere dagpenge til de arbejdsløse, som fagbevægelsen kræver. De må fortsat gå for omkring det halve af deres tidligere lønindtægt. Oven i købet tager finansloven 0,3 procent af prisreguleringen af dagpengene til den såkaldte satspulje.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278